Vinden tager godt fat i aften

Vejret giver meget medvind... hvis du skal mod nord.

Vinden har vi ikke mærket meget til i marts, men nu og i aften kommer den med fuldt schwung op langs den jyske vestkyst.

Det er et lavtryk, der bevæger sig henover Nordsøen og videre op til Norge, men på vejen smider det både vand og vind af til Danmark.

Vandet kommer i form af større regnbyger med op til en fire-fem millimeter til Jylland og lidt mindre til Fyn, Sjælland og øerne samt Bornholm. Sidstnævnte får også først regnen at mærke sidst på dagen.

Vild vind ved Vestkysten

Vinden kommer fra syd og sydøst, og den har mest fart på i Vestjylland.

DMI er ude med et risikovarsel for områderne: Esbjerg, Varde, Tønder, Holstebro, Lemvig og Ringkøbing-Skjern. Her er der risiko for kuling fra syd, med vindstød af stormstyrke,25- 27 m/s.

Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er også stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.

  • Print
  • Del artiklen: