Vinteren tager kort revanche i vinterferien

Kold luft blæser ned over Danmark i næste uge, og måske kommer der også enkelte snebyger.

Nogle siger goddag til vinterferien på lørdag og andre først ugen efter. Holder du ferien herhjemme, får du brug for det varme vintertøj og måske også en kælk, hvis du er til kælketure.

Det tidlige forårsvejr trækker sig for en kort stund tilbage til fordel for koldere og mindre blæsende vejr, forklarer vejrvært Nina Bendixen:

- Det sker allerede op mod weekenden og især i starten af uge syv, ser det ud til, at vi vil svinge omkring frysepunktet i dagtimerne og på et par graders frost om natten.

Måske også dagsfrost

Det bliver langsomt koldere i denne uge, når temperaturen dykker til omkring frysepunktet fra mandag.

Her blæser koldere luft ned over os fra nord og nordøst, hvor en højtryksryg kan give os et par vindstille dage med koldt vejr, enkelte snebyger og også lidt solskin.

Det ser ud til, at temperaturen vil falde til omkring frysepunktet eller lidt over, det viser DMI’s seneste prognose for vejret i uge syv. Vi kan også få nogle få dage med frostgrader om dagen.

Måske minus 10 grader om natten

Mens dagstemperaturerne ligger omkring frysepunktet, så må vi finde os i frostgrader om natten.

De fleste nætter vil termometret nok vise et par minusgrader, og andre nætter med klart vejr kan blive meget koldere med ned til 10 minusgrader flere steder.

Jo længere vi kommer hen i uge syv, des større usikkerhed er der om vejrudsigten, men meget peger på, at fronter med regn og lunere luft vil blæse ind over Skandinavien fra vest.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår den milde luft skubber den luft mod øst. Det kan blive i begyndelsen af uge otte.

Dem, der holder vinterferie i uge otte, vil få vejr, der minder mere om det vi har set i første uge af februar. Altså mildere temperaturer, mere regn og mere vind.

Hvis du holder vinterferie i næste uge, gælder det om at huske det varme tøj.

Opslået af DR Nyheder på 9. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: