Vinterferien skydes i gang uden sne

Kulden kommer, men snevejr er der ikke meget af i vinterferiens første weekend.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel hele weekenden, hvis man bor i Nordjylland. Det har så den pris, at temperaturen falder til mellem to og fem graders frost i nattetimerne, mens dagtimerne kommer op på en eller to graders varme som det højeste.

Jo længere syd og østpå man kommer, jo flere skyer vil der være på himlen.

Snebyger eller ej

Lørdag nat og morgen er der et mindre nedbørsområde over Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland, som kan udvikle sig til slud eller sne.

Også i Vendsyssel kommer en lille byge forbi, og her er der et par frostgrader, så det vil falde som sne en kort stund.

Ellers ser lørdagen tør ud for de fleste, og skulle der falde nogle enkelte snebyger i løbet af søndagen, vil det igen være i den syd og østligste del af Danmark, at de vil falde.

Det kolde nord

Vinden kommer hele weekenden fra øst og nordøst, men samtidig ligger en front lige syd for Danmark og sender skyer op over dele af landet. Det betyder, at temperaturerne mod syd vil være lidt højere, op til fem graders varme i dagtimerne.

Men også i nattetimerne falder temperaturen ikke nær så meget som i nord. Mod syd ligger nattetemperaturen typisk på nul grader.

Vinden er hård i området omkring Østersøen, men de fleste steder er den blot svag til jævn, om søndagen lidt friskere.

  • Print
  • Del artiklen: