Vintersæsonens første nattefrost

Det er den koldeste morgen længe, og i Jylland dykkede temperaturen lokalt under frysepunktet.

Efteråret er begyndt at vise sig fra sin kolde side og har i nat budt på den første nattefrost siden foråret. Det blev til små 0,6 graders frost i Isenvad og 0,2 graders frost i Billund.

Helt efter bogen

Det er ganske almindeligt, at den første nattefrost indtræder i oktober, og det er heller ikke unormalt, at det er i Midtjylland, vi skal finde de laveste temperaturer, og ofte er det byer som Karup, Billund og Isenvad, der løber af med de laveste temperaturer.

Det skyldes blandt andet, at vi skal et stykke væk fra det relativt varme havvand, og gerne i områder med lavninger i terrænet eller klitlandskab. Her afkøles landjorden nemlig markant hurtigere end andre steder.

Kold luft synker nedad, så kulden optræder først dér, hvor der er lavninger i terrænet. Derudover bliver det ofte særligt koldt, hvor der er læ, og luften i de nederste lag ikke kan røres rundt. Så læ er en anden medvirkende faktor til dannelse af et koldt bundlag.

Vejret er selvfølgelig afgørende

De rigtig kolde nætter er dog dem, hvor der ikke er nogen skyer til at holde på varmen, og hvor der ikke er ret meget vind.

Her vil man ofte få udbredt nattefrost inde i landet om vinteren og først på foråret, og typisk kan vejbanerne falde hurtigere i temperatur end temperaturen i to meters højde kan.

Og det var blandt andet det klare vejr, en strømning af kold luft fra nord og næsten ingen vind, som gav kulden frit spil mange steder i Jylland i nat.

  • Print
  • Del artiklen: