Efter 5000 år: Elgkalve trives i Danmark

Fem elgkalve trives i Lille Vildmose, hvor de skal være med til at skabe balance i naturen.

Her ses elgkalvene i deres indhegning tilbage i november, hvor de ankom til Lille Vildmose. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Cirka 5000 år. Så længe skulle der gå, før en gruppe elge igen kunne græsse på dansk jord. Fem elgkalve fra Sverige ankom tilbage i november til Lille Vildmose, men tidligst til sommer kan offentligheden få lov til at se de flotte dyr. Elgkalvene er i et udslusningsprojekt, hvor de langsomt skal vænne sig til selv at finde føde og at blive mere sky over for mennesker, fortæller Lille Vildmoses driftsleder Jacob Skriver.

Projektet går helt efter planen:

- Vi kan fornemme en adfærdsændring. I starten var de mere trygge ved mennesker, men de er mere reserverede nu, fordi vi er her så lidt, som vi er. Og de bruger terrænet meget. De finder og opsøger steder med fødeemner, som er interessante for dem, frem for at stå og afvente, siger Jacob Skriver til 'Natursyn' på P1.

Hør programmet

Kom med P1 'Natursyn' til Lille Vildmose her.

Autentisk og vildt

Formålet med elgene er ikke kun at gøre søndagsturen i Lille Vildmose mere fascinerende. Elgene er nemlig en del af et stort naturgenopretningsprojekt, som skal sørge for en balance i økosystemet.

Jacob Skriver fortæller, at elgen er en brik i et system, som kan påvirke landskabet, fordi elgen blandt andet via sin sult nedkæmper tilgroningstruslen.

- Det skal være så dynamisk, autentisk og vildt som muligt, og der mener vi, at elgen er et godt valg, siger Jacob Skriver.

Til 'Natursyn' fortæller han, at der allerede er planer om at tilføje syv ekstra elgkalve til efteråret.

(Foto: Grafik: Phillippe Falkesgaard © DR Nyheder)

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve