Forsker i kildekritik: Wikipedia er blevet mere troværdig

Online-leksikonet er blevet bedre med årene, mener lektor i informationsvidenskab.

Wikipedia kan være et fremragende sted at starte, når man skal ind i et emne, siger lektor i informationsvidenskab. (Foto: GARY CAMERON © Scanpix)

På 15 års-dagen for Wikipedias fødsel er der grund til at anerkende dets position som opslagsværk på internettet. For indholdet er blevet langt mere validt og troværdigt med årene.

Det vurderer Jeppe Nicolaisen, lektor på Det Informationsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Han holder blandt andet oplæg om kildekritiske metoder, man kan benytte sig af, når man surfer på nettet.

Særligt det, at så mange brugere gennemser artiklerne og retter i dem, er med til at styrke Wikipedia, mener han.

- Jeg synes faktisk, at langt de fleste opslag, er blevet meget bedre tid over tid. Jeg tror, det har noget at gøre med, der skal være en kritisk masse, før det bliver validt.

I dag er Wikipedia verdens syvende mest benyttede internetside og giver svar på stort og småt. Ofte ligger encyklopædien i toppen af søgemaskinernes resultater. Trods den store succes opfordrer Jeppe Nicolaisen til, at man stadig forholder sig kritisk.

- Der er altid grund til at være kritisk. Det gælder ikke bare, når man bruger Wikipedia – det gælder, når man bruger alle medier.

Wikipedia må ikke ende i skoleopgaver

Wikipedia er dog aldrig en primærkilde til oplysninger – altså vil informationen aldrig være en direkte videregivelse af førstehåndsoplevelser. Det sætter sine begrænsninger i brugen, siger han. For eksempel kan det ikke bruges i skole- og studieopgaver.

- Det mener jeg bestemt ikke, det kan. Det kan leksikon ikke – det er oversigtslitteratur. Primærkilden vil være de forskere, som har beskæftiget sig med det. Der bør man allerede lære i gymnasiet – at bruge primærkilde frem for oversigtskilderne.

Men når det er sagt, er Wikipedia ofte et godt sted at starte. Bare man ikke ender med at citere fra det, siger Jeppe Nicolaisen.

- Jeg bruger selv Wikipedia – både privat og i mit arbejde – men det bliver aldrig den endelige kilde. Hvis det bruges rigtigt, er det et fantastisk værktøj, siger han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve