Kinesisk fusionsreaktor knuser plasma-rekord

Reaktorens magnetfelt kontrollerede 50 millioner grader varm plasma i 102 sekunder - længere end nogen anden reaktor af den type.

Den kinesiske fusionsreaktor EAST set indefra. Den ekstremt varme plasma, holdes fast i en donutform, af kraftige magnetfelter.

I sidste uge tændte Tysklands kansler Angela Merkel for den eksperimentelle fusions-stellarator Wendelstein 7-X.

Nu trumfer Kina den tyske reaktor - i hvert fald på de umiddelbare resultater.

Den såkaldte Experimental Advanced Superconducting Tokamak, der forkortes EAST, opvarmede brintplasma til 50 millioner grader og holdt fusionen i gang i 102 sekunder.

Dermed er det lykkedes de kinesiske forskere fra Institute of Plasma Physics i Heifei at genskabe de ekstreme forhold, som regerer på Solen - i længere end et minut.

Og det er en rekord. De fleste reaktorer af samme type, har ikke kunnet holde plasmaet fast via magnetfelter i mere end omkring 20 sekunder.

Den kinesiske EAST er en såkaldt tokamak, en fusionsreaktor, der er baseret på et sovjetisk design fra 1960'erne.

Designet styrer fusionen ved hjælp af ekstremt kraftige magnetfelter i en donut-form. Metoden anses af mange eksperter for den mest lovende.

Fusionsreaktorer forsøger at skabe energi ved at efterligne den kernesammensmeltning, der foregår i Solens indre. Her smelter brintatomer sammen og danner helium - og enorme mængder energi.

Men de nødvendige forhold er ekstremt svære at opnå kunstigt. Og endnu sværere at holde kørende.

Ifølge forskerne bag Wendelstein 7-X stellaratoren er den optimale temperatur at starte fusionen under tæt ved 100 millioner grader celsius.

EAST-fusionsreaktoren er altså kun halvvejs.

Men deres ultimative mål er ifølge pressematerialet at skabe plasma med en temperatur på 100 millioner grader celsius og holde det stabilt i 1000 sekunder - næsten 17 minutter.

De kinesiske forskeres erfaringer bliver delt med holdet bag den store internationale fusionsreaktor ITER, der skulle stå færdig i 2016, men sandsynligvis først er færdig i 2019.

Både de kinesiske resultater, Wendelstein 7-X og ITER er helt sikkert nogle af de helt hotte samtaleemner ved denne uges International fusion energy days, der løber af stabelen i Monaco indtil fredag.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve