Kometer kan alligevel ikke forklare objekter omkring mystisk stjerne

Omkring en fjern stjerne kredser noget enormt, der skygger for stjernens lys. Teorien var, at det måske var kometer. Men det afviser en forsker nu.

Stjernen KIC 8462852 er 1400 lysår væk. Og noget skygger for stjernens lys. Ny forskning afviser dog, at det kan være en sky af kometer.

Sidste år fik nyheden om, at enorme strukturer bygget af rumvæsner, muligvis kredsede om en fremmed stjerne, enorm opmærksomhed.

Op til 20 pct af stjernen KIC 8462852's lys bliver i perioder blokeret af et eller andet. Til sammenligning blokerer en planet på størrelse med Jupiter kun for en enkelt procent.

Efter at have forkastet en lang række teorier, landede astronomerne, der havde opdaget fænomenet på, at forklaringen måtte være en enorm kometsky - en familie af kometer.

Andre astronomer, med Jason Wrigth fra Pennsylvania State University i spidsen, mente, at det ikke kunne afvises, at observationerne kunne være spor efter enorme strukturer bygget af fremmede intelligensvæsner.

Og siden har der været stille, mens flere undersøgelser af stjernen er blevet foretaget.

Men nu begynder der at ske noget igen. Men det er ikke godt nyt for komet-teorien.

Lyset blokeret gradvist siden 1890

Analyser af historiske observationer af stjernen viser nemlig, at den er blevet gradvist svagere over mere end et århundrede.

Bradley Schaefter fra Louisiana State University har kigget på fotografiske plader fra Harvard, der viser stjernen helt tilbage fra 1890.

Ved at kigge efter langsomme udviklinger fandt han ud af, at stjernen er blevet 20 pct svagere mellem 1890 og 1989.

Kræver 648.000 kometer

Schaefer regnede sig frem til, at en sådan reduktion i lysstyrken ville kræve 648.000 kometer, som hver er 200 kilometer i brede, der passerede forbi stjernen.

- Komet-familien-ideen blev fornuftigt nok foreslået som den bedste forklaring, selv om alle var enige om, at alle forklaringerne var dårlige. Men nu må vi afvise den og alle andre publicerede ideer, siger Bradley Schaefer til New Scientist.

Tabetha Boyajian, der oprindeligt opdagede stjernens mystiske ændring i lysstyrke, medgiver ifølge det ansete tidsskrift, at Schaefers hypotese er et problem for komet-teorien.

Men observationerne passer ifølge Schaefer også dårligt med Jason Wrights teori om enorme solfangere bygget af rumvæsner.

Bradley Schaefer tvivler i hvert fald på, at selv en meget avanceret kultur ville kunne bygge noget, der kunne skærme for en femtedel af en stjernes lys - på blot et århundrede.

Undersøger fortsat stjernen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jason Wright til hvordan de nye observationer påvirker hans "alien megastructures" teori.

Han, og en masse andre forskere, er i fuld gang med at undersøge den mystiske stjerne KIC 8462852, på alle tænkelige måder - blandt ved at lytte efter signaler fra den.

Skygge-fænomenet har sandsynligvis en naturlig forklaring, men hvis det ikke har, bliver det den største opdagelse menneskeheden nogensinde har gjort.

Vi venter i spænding.

Er det kometer? Strukturer bygget af intelligente væsner? Noget helt tredje? Nu er en af teorierne i hvert fald skudt...

Opslået af DR Nyheder på 18. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve