1500 år gamle klimaforandringer kunne have været samfundsomstyrtende

Det foreslår et nyt studie, der har sammenlignet historiske klimadata med historiebøgerne.

Ved at analysere data fra træringe ved blandt andet Altai bjergkæden i Rusland, vist på billedet, viser der sig store sammenfald mellem en særlig kold periode og store samfundsomvæltninger for ca. 1500 år siden. (Foto: ANDREI KASPRISHIN © Scanpix)

I perioden mellem år 536 – 660 fandt en række samfundsmæssige omvæltninger sted i både Europa og Asien. Og ifølge et nyt studie, præsenteret i tidsskriftet Nature Geoscience, faldt de sammen med en række pludselige klimaændringer.

Perioden var præget af usædvanligt koldt vejr, skriver forskerne, der i deres studie har døbt perioden Den Sen-antikke Lille Istid.

Ved at analysere træringe fra henholdsvis Alperne og Altaj bjergkæden mellem Rusland, Kina og Mongoliet, fandt forskerne markante udsving i temperaturne i perioden.

Blandt andet var 540’erne det koldeste årti for både Altaj og Alperne de seneste 2000 år, henholdsvis 3,2 og 1,9 graders celsius under gennemsnitstemperaturen, mens Altaj bjergkæden i perioden mellem 536 og 660, oplevede 13 af sine 20 koldeste årtier.

Perioden var blandt andet præget af en række meget voldsomme vulkanudbrud – deriblandt et i år 536 på de nordlige breddegrader, mens verden igen var vidne til et nyt voldsomt udbrud i 540 et sted i troperne. Begivenheder man har fastslået ud fra nyligt analyserede iskerner.

I samme periode var verden blandt andet vidne til den Justinianske pest, omdannelse af det romerske imperium, store politiske forandringer i Kina, en spredning af det slavisk-talende folk, samt de første skridt hen mod det arabisk-islamiske Imperium, som det hedder i studiet.

Ifølge forskerne tyder meget på, at de pludseligt opståede klimaforandringer har bidraget til misvækst og hungersnød, samt de ovennævnte samfundsmæssige forandringer.

Studiet kan læses her.

Der er store sammenfald mellem en særlig kold periode og store samfundsomvæltninger for ca. 1500 år siden.

Opslået af DR Nyheder på 8. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve