Asiatiske nationer vil bekæmpe plastik i verdenshavene

Det er et skridt mod den tiltagende plastikforurening, der er til fare for bl.a. fugle og fisk.

Miljøorganisationen Greenpeace protesterer mod forureningen af verdenshavene i Valencia. (Foto: Kai Forsterling © Scanpix)

Belastningen på vores verdenshave bliver måske mindre i fremtiden. Nogle af de nationer, der forurener verdenshavene mest med plastik, har nemlig lovet, at de vil arbejde på at mindske forureningen. Det skriver BBC.com.

Fra den 5.-9. juni bliver det afholdt FN-topmøde i New York med fokus på verdenshavene, og her har Kina, Thailand, Indonesien og Filippinerne lovet, at de vil arbejde på at holde plastik væk fra verdenshavene. Den udmelding bliver mødt med ros fra FN.

BBC skriver dog også, at løfterne endnu ikke er formaliseret, og at miljøorganisationer mener, at oplægget langt fra et vidtgående nok.

Forurenende plastik

Det anslås, at der hvert år ryger mellem 5-13 millioner tons plastik ud i verdenshavene. Plastikken bliver bl.a. spist af fisk og fugle og forurener videre i fødekæden.

Meget af plastikken kommer fra skibe og kystområder, men det anslås også, at meget af forureningen bliver transporteret fra land ud i verdenshavene via særligt asiatiske floder.

Årsagen er primært, at områderne vokser med så stor hast, at man ikke kan nå at bearbejde affaldet.

Store dele af plastikken i verdenshavene er via strømmen blevet samlet i det nordlige Stillehav, hvor det har samlet sig og forurener et gigantisk område.

Med udmeldingen fra de asiatiske nationer er der dog håb for, at forureningen med plastik bliver begrænset i fremtiden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve