Berømt amerikansk sommerfugl i fare for at uddø

Også i Danmark fortsætter det med at gå tilbage for bestanden af sommerfugle, vurderer forsker.

Man skal ikke længere tilbage end til 1980'erne, da der var millioner af monark-sommerfugle i USA. I dag er den tæt på at komme på listen over truede dyrearter. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix)

Forskere advarer om, at bestanden af monarker er faretruende lille. Den berømte sommerfugl er ved at forsvinde.

Man skal ikke længere tilbage end til 1980'erne, hvor der var millioner af monarker, som er kendt for deres lange vandring. Hvert år rejser de flere tusinde kilometer frem og tilbage fra det nordvestlige Amerika og til varmen i Californien, hvor de tilbringer vinteren.

Sværmene af monarker er store og tætte. De er spektakulære. Derfor har sommerfuglen også spillet hovedrollen i flere dokumentarfilm, som for eksempel i dette klip fra BBC.

Men nu er det snart slut, lyder det fra forskere på Washington State University Vancouver, der netop er kommet med en ny stor undersøgelse om sommerfuglen.

Tre af Danmarks mest truede dagsommerfugle

Kommabredpande

Vingefang på 24-32 millimeter. Er okkergul til brun. Lever på tørre overdrev. Lille og anonym sommerfugl, som man nærmest skal lære at se.

Rødlig perlemorsommerfugl

Vingefang på 34-45 millimeter. Rød med sorte pletter. Lever i skovlysninger. Kun få tilbage på Sydsjælland og Lolland Falster.

Hedepletvinge

Vingefang på 33-42 mm. Sort, gul og orange. Findes kun få steder i Nordjylland.

Kilder: Miljøstyrelsen, Danmarks Fugle og Natur, Toke T. Høye.

-I 1980erne var der 10 millioner monarker, som overvintrede langs kysten i Californien. I dag er der næppe mere end 300.000, siger Cheryl Schultz, lektor på Washington State University Vancouver, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvad der skyldes det enorme fald i bestanden. Men klimaforandringer kan være en af forklaringerne, mener de.

Den største årsag er dog nok brugen af pesticider og tab af det habitat, som sommerfuglene normalt ville overvintre og yngle i, antager forskerne.

Det er også en situation, som er velkendt i Danmark. Her er bestanden af dagsommerfugle også i markant tilbagegang.

Det dokumenterede forskere fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet i en stor undersøgelse i 2015. De seneste 50 år er der forsvundet 12 arter fra Danmark, hvilket svarer til mere end 10 procent af dagsommerfuglearterne.

Det er en udvikling som fortsætter, anslår seniorforsker på Institut for Bioscience, Toke T. Høye, der var med til at lave undersøgelsen.

- Vi kan se, at der generelt er en fortsat tilbagegang i vores nabolande, og det ville være mærkeligt, hvis situationen ikke er den samme i Danmark, siger Toke T. Høye.

-Men det nedslående svar er, at vi ikke har værktøjer til at følge udviklingen med så høj præcision, som man gør i netop nabolandene. Så vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det er gået de seneste par år, siger Toke T. Høye.

I andre europæiske lande som for eksempel England og Holland har man oprettet netværk af borgere, der er med til at indsamle oplysninger om sommerfugle. Det er systematiseret, og man bruger de samme metoder i de forskellige lande.

Men selvom det i høj grad foregår med frivillig arbejdskraft, så kræver det koordinering og et sekretariat. Derfor kræver det også penge. Og dem kan forskere som Toke T. Høye ikke finde.

-Vi har prøvet i flere omgange at være i dialog med offentlige aktører og private fonde, men det er ikke lykkedes endnu, siger Toke T. Høye.

Derfor er Danmark et af de få europæiske lande, hvor man ikke har opdateret viden om dagsommerfuglene.

Det er et problem, mener Toke T. Høye. Man bør følge sommerfuglene, fordi de er interessante i sig selv. Men også fordi de fortæller noget om den generelle tilstand i naturen, biodiversitet og om andre organismer.

Og den danske natur er lige nu ikke god for dagsommerfuglene. Der bliver færre arter af dem i Danmark og det skyldes, at de får færre levesteder. Det er for eksempel de lyse åbninger i skovene, som forsvinder.

-Men det skyldes også sprøjtegifte og den måde, som vi bruger vores arealer på, hvor vi for eksempel har græsplæner i stedet for urterige marker og overdrev. I dag bliver der også i høj grad kørt muld ud og sået plænegræs, hvor der kunne være blomsterrige vejrabatter og naturarealer, siger Toke T. Høye.

Der er dog gode nyheder. Der er nogle arter, som klarer sig godt i det ændrede klima og den forandrede danske natur.

-For eksempel ser man i øjeblikket admiral-sommerfuglen i uhørt stort antal. Den minder lidt om monarken, og er også en trækkende sommerfugl, som normalt overvintrer i Sydeuropa. Med mildere klima kan den blive i Danmark vinteren over og starte æglægningen tidligere, siger Toke T. Høye.

De amerikanske myndigheder overvejer nu, om monarken skal sættes på listen over truede dyrearter.