Connie Hedegaard vil gøre grønt modetøj hot

Smart tøj kan sagtens være bæredygtigt. Og vi skal kun vaske tøjet ved lave temperaturer.

Et modeshow og en konference i Milano i Italien viser, at bæredygtighed og catwalk spiller fint sammen, mener EU's klimakommissær Connie Hedegaard. (Foto: EU-Kommissionen © EU-Kommissionen)

Det skal være smart at købe modetøj, der er bæredygtigt. Hidtil har det været lidt svært at finde det grønne tøj i butikkerne, og ofte har tøjet måske heller ikke været så smart ...

Det bliver der lavet om på i den nærmeste fremtid.

I fredags var de toneangivende figurer inden for den europæiske modeindustri samlet i Milano i Italien til en konference om bæredygtig mode og dagen bød også på et bæredygtigt modeshow.

Klimavenlighed er ikke lig med fodformet

EU's klimakommissær, danskeren Connie Hedegaard, havde indbudt branchen og sæbe- og hvidevareindustrien til en snak om, hvordan bæredygtighed kan give brancherne en konkurrencefordel.

Modeshowet viste ifølge Connie Hedegaard, at klimavenligt fokus ikke hæmmer kreativiteten.

- Det var en rigtig positiv oplevelse. Dels at se helt konkret, at man med bæredygtige materialer og produktionsmetoder kan skabe modekreationer i verdensklasse.

- Dels at der i en række brancher - vaskemidler, hvidevarer, tøjproducenter - er stor appetit på at arbejde sammen om at gøre måden, vi fremstiller og behandler vores tøj på, mere bæredygtig, siger Connie Hedegaard til dr.dk/viden.

Om kampagnen

Kampagnen En verden du kan li' har siden lanceringen i oktober 2012 tiltrukket flere end 22.000 tilhængere på sociale medier og mere end 160 officielle partnere, blandt andre offentlige myndigheder, ikke-statslige organisationer, forskere og erhvervslivet.

EU's mål er at have reduceret udledningen af drivhusgasser i 2050 med 80-95 procent. Samtidig skal man fremme bæredygtige løsninger.

Besøg på kampagnens hjemmeside og sociale medier kanaler på:
http://world-you-like.europa.eu/en/

Vi vasker tøjet for ofte

Arrangementet satte også fokus på, at der hver dag er over 100 millioner tøjvaske i Europa.

Mange forbrugere vasker tøjet ved højere temperaturer end nødvendigt, og ofte uden at tøjet er beskidt. Det belaster klimaet, samtidig med at det koster penge og slider tøjet meget.

Så nu er brancherne gået sammen om en kampagne, der skal få forbrugerne til at vaske på lavere temperaturer. Det skåner både miljøet, pengepungen og yndlingsskjorten.

- Vi er nødt til at sætte ind på alle niveauer og i alle brancher. Men det er også helt afgørende at skabe en mentalitetsændring hos forbrugerne. I en verden, hvor den globale middelklasse vokser med rekordfart, er det helt afgørende, at vi får gjort op med brug-og-smid-væk-kulturen, siger Connie Hedegaard.

Klimaturné til fem lande

Konferencen og modeshowet var sidste stop på en lille klimaturné, som Connie Hedegaard har haft til fem øst- og sydeuropæiske lande. Turneen kommer i forbindelse med i EU-Kommissionens kampagne 'En verden du kan li'.

Læs også: Connie Hedegaard vil gøre Østeuropa miljøvenlig

Politikerne skal tage sig af lovgivning, sætte mål og gøre det dyrt at forurene.

Men undersøgelser viser, at man kan komme rigtig langt, hvis man får borgerne til selv at tage aktiv del i ting, der kan modvirke klimaforandringerne.

- Hvis alle europæere skiftede til en sundere diæt, tog cyklen og offentlig transport lidt oftere og skruede lidt ned for varmen, så ville vi kunne spare mere end tre gange Danmarks årlige CO2-udledning frem til 2020, siger Connie Hedegaard.

De fem besøg har haft forskelligt fokus alt efter, hvilke emner der var mest oplagte i de pågældende lande.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve