Edderfuglen spiser dagligt sin egen vægt i muslinger

Og når der er en trekvart million af dem, bliver det til en del gennem en vinter. Nu drager de nordpå.

Vinteren er ved at være bag os og dermed kan de 750.000 edderfugle, der raster her til lands, gøre sig klar til at trække mod nord.

Det fortæller naturskoleleder Andreas Hermann fra Naturskolerne i Sønderjylland til P1 Morgen.

- De trækker til Sverige, Norge, Island og Grønland, for at gøre sig klar til ynglesæsonen, forklarer han.

Faktisk benytter 30 procent af alle vesteuropæiske edderfugle sig af de 7.300 kilometer danske kyster gennem vinteren. Her tager de godt fra af blåmuslingebestanden, som er deres primære fødekilde.

Edderfuglen spise dagligt sin egen vægt i muslinger, hvilket er mellem 1,2 og 2,8 kilo om dagen.

- Og de sluger dem simpelthen bare, forklarer naturskolelederen.

Nu kan det være sin sag at tage en musling hel, men ligesom høns har edderfugle også en kråse, som den fylder med småsten - og deri knuses muslingerne, så muslingekødet slippes fri.

- Og så kan den komme i gang med at optage alle de der lækre næringsstoffer, forklarer naturskolelederen.

Den dykker helt ned på 20-30 meters dybde for at finde muslingerne mellem stenene på havbunden

Når fuglene har ynglet nordpå, returnerer de første til Danmark i august, hvor de fælder samtlige deres svingfjer på en gang og dermed ikke er i stand til at flyve i en kortere periode, indtil de nye er vokset ud.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve