Gaver til rygerne skal afhjælpe skraldeproblemer

Der skal mere end grønne skraldespande til, hvis cigaretskod ikke skal ende på gaden.

Smokers column - fem studerendes forslag til at løse problemerne med cigaretskod i gaderne. (Foto: Illustration: Mathilde Bisballe- Anne Sofie Kiil- Maja Cecilie Aarup Hansen- Mads Emil Guldmann Jensen- Jens Bramstedt)

I tre uger har 35 studerende ved de storkøbenhavnske universiteter arbejdet på tværs af fagområder og arbejdsmetoder, og har søgt hjælp i naturen, til at løse nogle af de udfordringer, danske virksomheder kæmper med.

En af grupperne på sommerskolen "Innovation inspired by nature" fik til opgave, at hjælpe Københavns Kommune med at komme med innovative bud på, hvad man kan stille op med de mange cigaretskod der flyder i gaderne, og som det koster mange penge at fjerne. Problemet blev beskrevet tidligere på måneden her på siden. Nu er de fem studerende fra DTU og KU kommet frem med en løsning, der opfylder sommerskolens særlige betingelse, at den skal være inspireret af naturen.

Hvad er værdien af et cigaretskod?

- One butt is nothing, but a lot of butts are something, introducerer Mads Emil Guldmann Jensen gruppens præsentation.

Og det er netop de mange skod, der hober sig op på gaderne, der er et problem. Det viste sig, at de fleste af de rygere, som gruppen interviewede i forbindelse med projektet, havde den første tanke i hovedet i gerningsøjeblikket, hvor cigaretskoddet blev smidt. Et enkelt skod betyder ikke noget og har ingen værdi.

- Københavns Kommune ser skrald som noget negativt, fortæller Mathilde Bisballe der læser Design og Innovation på DTU til dr.dk/viden, mens biologistuderende Anne Sofie Kiil fra KU tilføjer:

- Skrald er noget der skal gemmes væk, så vi ikke konfronteres med det. Derfor tænkte vi, hvorfor ikke gå en ny vej, hvorfor ikke gøre skoddene flotte?

Derfor vendte gruppen hele situationen om, og prøvede at se på "værdien" af et skod. I sig selv fylder et skod ikke meget, men man skal ikke gå mange minutter med øjnene på fortovet, før man har fyldt en pose med skod. Og denne volumen kan man betragte som en værdi - i hvert fald i gruppens løsning.

Tre versioner af Smokers Column, hvor forskellige mønstre kommer frem, efterhånden som de fyldes med cigaretskod. (Foto: Illustration: Mathilde Bisballe- Anne Sofie Kiil- Maja Cecilie Aarup Hansen- Mads Emil Guldmann Jensen- Jens Bramstedt)

"Smokers Column" er 2,5 meter høje søjler i klare farver, hvor rygerne kan aflevere deres skod. I bunden af søjlen bliver skoddene samlet, og transparente vægge sørger for, at man kan se på status for indsamlingen. Efterhånden som søjlen bliver fyldt op med cigaretskoddene, afsløres et mønster på søjlevæggene.

På den måde får rygerne en slags belønning som en tak for, at de afleverer deres skod. Men derudover har gruppen også tænkt belønningstanken endnu længere, til faktisk at give rygerne en konkret gave.

Noget for noget

Hvis man for eksempel ser på blomsterne, så er mange sorter afhængige af, at de kan tiltrække insekter eller fugle til bestøvningen. Et af lokkemidlerne er de flotte mønstre og klare farver.
I København bruger Ren By KBH-kampagnen allerede en stærk neongrøn farve på skraldespande og skilte til at gøre opmærksom på, at her kan man komme af med sit skrald. Så langt er den nuværende løsning med, men for cigaretskoddenes tilfælde har det altså ikke vist sig effektivt nok.

- Hvis man ser på bierne og blomsterne, så er tiltrækningen i virkeligheden to-delt, forklarer Anne Sofie Kiil. Der er både tiltrækningen der taler til synet, men derudover ved bierne altså også godt, at de får noget ud af det i form af nektar. Bierne får en gave.

Den direkte oversættelse af biologiens løsning er, at man giver rygerne en gave for at aflevere deres skod til skrald. Gruppen spurgte derfor videre: Hvad kan man give en ryger i belønning? Københavns Kommune har fortalt, at det koster 2 kr. pr skod der skal samles op fra gaden, så hvorfor ikke bare bruge 2 kr. på at købe en gave til rygerne som tak?

Derfor foreslår gruppen, at man i bytte for sit skod, får en slags mint-pastil. Ikke slik, da det måske ville foranledige børn til at samle skod, og heller ikke tyggegummi, der er et lige så stort problem i gadebilledet som skoddene. I stedet skulle det være en mint-pastil, der tilmed giver frisk ånde efter cigaretten. "Almindelige" mennesker har selvfølgelig også mulighed for at købe en pastil - den koster netop 2 kr.

Den fremtidige skodfri by?

Gruppen kalder deres løsning "God Ånd KBH", og Mathilde Bisballe forestiller sig, hvordan søjlerne kunne blive et kendetegn for København, ligesom bycyklerne i sin tid var det - som et ikon der sætter fokus på cigaretter.

- Man kunne desuden lave en mindre model til barer, og Københavns Kommune kunne for eksempel prøve at få Mentos til at være med til at videreudvikle konceptet, fortsætter hun, og bemærker hvordan det, på Folkemødet tidligere på året, i hvert fald ikke skortede på gratis reklameprøver.

Tre versioner af Smokers Column, hvor forskellige mønstre kommer frem, efterhånden som de fyldes med cigaretskod. (Foto: Illustration: Mathilde Bisballe- Anne Sofie Kiil- Maja Cecilie Aarup Hansen- Mads Emil Guldmann Jensen- Jens Bramstedt)

- I forvejen bliver der taget masser af hensyn og lavet initiativer til andre af byens grupper, som cyklisterne og de gående, men man må huske, at rygerne jo også er brugere af byen, siger Maja Cecilie Aarup Hansen, der læser til landskabsarkitekt.

- Der er ingen af os der tror på, at rygning, som det er i dag, forbliver lovligt, fortsætter hun afsluttende, og så kan vi lige så godt gøre det ordentligt og sige farvel på en god måde.

/DR Viden/