Klimaforandringer lagde fortidens fiskeøgler i graven

Det er konklusionen i en ny analyse af de såkaldte iktyosaurers forsvinden.

Illustration af to fiskeøgler af arten Pervushovisaurus bannovkensis fra sen Kridttid, der svømmer omkring blandt nogle af de først kendte hajer og benfisk. Fiskeøglerne forsvandt fra havene for cirka 90 millioner år siden og et nyt studie forsøger at nærme sig svaret på hvorfor. (Foto: Andrey Atuchin © Nature)

Indtil for omkring 90 millioner år siden, var verdenshavene befærdede af delfinlignende fiskeøgler, kendt som iktyosaurer, der fra fossile fund, kendes tilbage fra for 250 millioner år siden.

Men efter at have estimeret øglernes forskellighed over tid og sammenlignet den med den miljødata fra perioden, som vi kender, er et britisk-ledet forskningsprojekt kommet nærmere på at forklare den pludselige forsvinden.

I studiet, der i dag præsenteres i tidsskriftet Nature, påviser forskerne hvordan fiskeøglerne var meget forskelligartede gennem deres 160 mio. år lange æra og hvordan de senest eksisterende arter i sen Kridttid var præget af en ringe evne til at udvikle sig yderligere. Og dermed havde de svært ved at omstille sig til Kridttidens geologiske og klimamæssige forandringer, hvor temperaturer og havdybder ændrede med få millioner års mellemrum.

Hidtil har fiskeøglernes forsvinden været omgærdet af meget diskussion. Særligt fordi den fandt sted knap 30 millioner år inden den store masseudryddelse for 65 millioner år siden, hvor de sidste dinosaurer pludseligt forsvandt - sandsynligvis som resultat af et enormt meteornedslag i Mexico.

Tidligere teorier har peget på, at fiskeøglernes forsvinden var resultat af enten øget konkurrence med andre havkrybdyr eller et generelt fald i fødegrundlaget.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve