London lægger ekstra afgift på 'giftige' biler

Otte millioner indbyggere i London bor i områder, hvor luften ikke overholder WHO's krav.

I dag indfører London en ny afgift, som gør det dyrt for ældre biler at køre rundt i bymidten. Afgiften kaldes for "Toxicity Charge" og forkortes T-charge. Den er et forsøg på at bekæmpe luftforureningen i den britiske millionby. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Mandag indfører London en afgift, der rammer forurenende og ældre biler. Fremover kommer det til at koste 178 kroner, hvis man vil på en "beskidt" køretur rundt i centrum af den britiske hovedstad.

Helt præcist skal busser, lastbiler, biler og andre køretøjer overholde kravene til Euronorm IV, der sætter en grænse for, hvor meget køretøjet må udlede af en lang række stoffer.

De fleste biler registreret før 2006 overholder ikke kravene. Det rammer også dieselbiler, der er registreret før 2015.

Luften dræber i London

Der er i forvejen en afgift for at køre rundt i det område, som hedder Congestion Charge Zone, men de ældre biler skal nu af med 80 kroner mere end de nyere. Byens borgmester Sadiq Khan håber på at kunne udvide området markant i 2012.

Sadiq Khan har indført afgiften i et forsøg på at bekæmpe luftforureningen fra de ”giftige” biler.

- Luften i London dræber, og den forårsager astma, hjertestop, hjertesygdomme og demens. Jeg nægter at være en borgmester, som ignorerer dette, og jeg er fast besluttet på målrettet at reducere den skade, det gør på byens indbyggere, udtalte Sadiq Khan i sidste uge.

Ifølge myndighederne bor otte millioner indbyggere, og dermed det meste af byens befolkning, i områder i London, hvor luften ikke overholder verdenssundhedsorganisationen WHOs krav.

Afgift rammer erhvervsliv, lyder kritik

Men det er langt fra alle, der er begejstrede for borgmesterens nye grønne tiltag, og modstanderne mener, at den nye afgift rammer byens fattigste bilister.

Samtidig går det ud over transportbranchen og byens erhvervsliv, mener Shaun Bailey, der er en af byens konservative lokalpolitikere.

- Afgiften kommer på et tidspunkt, hvor mindre og mikroerhverv i London står over for utroligt høje huslejer og omkostninger til personale og logistik, siger Shaun Bailey til BBC.

Flere andre britiske byer vil følge i Londons fodspor. Blandt andre Leeds, Birmingham og Southampton vil indføre en lignende afgift i 2019.

Oxford går måske skridtet videre. Her overvejer man i øjeblikket helt at forbyde benzin- og dieselbiler fra 2020.

Norge i førertrøje

Som nation har Norge dog for længst fået førertrøjen. Nye tal viser ifølge Financial Times, at 60 procent af nye biler i Norge elektriske eller hybridbiler. Ifølge Electrek er 27 procent af bilerne rent elektriske. Det store salg skyldes især lette afgifter og tilskud.

Et utal af bilfabrikker har de seneste måneder annonceret, at det vil lancer hele eller delvist elektriske biler i de kommende år. For eksempel satser VW milliarder på udviklingen af elbiler.