Tema Klædt på til klimaforandringer

Optimistisk klimaforsker: Vi har kniven mod struben - men der er håb

Havbiolog og klimaprofessor Katherine Richardson tror på, at vi kan løse de enorme problemer, vi står overfor.

Katherine Richardson (th) er bekymret for fremtiden. Men hun er alligevel optimist og tror på, at menneskeheden kan løse de enorme problemer, vi står overfor.

Havene betyder utroligt meget for Jordens ve og vel. Klimaforandringerne kan simpelthen aflæses direkte i havmiljøet.

Netop sammenhængen mellem havet og klimaforandringerne er et af klimaprofessor Katherine Richardsons fokusområder.

- Jeg er havbiolog og arbejder med havets evne til at tage CO2 ud af atmosfæren - og hvordan biologien bidrager til det, siger hun.

Klædt på til klimaforandringer

Ændringer i det globale klima er en af vor tids største forandringer. 2016 var det varmeste år nogensinde målt på jorden. En rekord som nu er sat for tredje år i træk. I uge 17 sætter DR fokus på klimaforandringer ved at se på både udfordringer og løsninger. Læs mere på dr.dk/klima

Gå til tema

- Og det ser ikke godt ud. Man kan tydeligt se klimaforandringerne i havet.

Havets rolle i klimaforandringerne

Katherine Richardson er professor ved Københavns Universitets og leder af Sustainability Science Centre, hvor der forskes i bæredygtighed.

Hun er femte og sidste deltager i eksperimentet "Hvad skal vi sige til børnene?", hvor DR lader klimaforskere snakke om klimaforandringerne med deres børn.

Jeg er enig med de fleste om, at vi står med ryggen mod muren og med kniven for struben. Men der er lys i mørket. Og så længe det er tændt, er der håb.

Katherine richardson, klimaprofessor

Noget af det, Katherine Richardson forsker i, er havenes evne til at opsuge kuldioxid fra atmosfæren, og hvordan det påvirker biologien (planter og alger ) og hvordan de igen påvirker havets evne til at suge CO2.

Havene har allerede optaget mellem 1/3 til halvdelen af den ekstra CO2 i atmosfæren, forklarer Katherine Richardson.

Viden er magt

Det betyder blandt andet, at vandet bliver mere surt. Og det er dårligt nyt for kalkbaserede organismer som visse typer plankton, der er vigtige for Jordens kulstofkredsløbet, fordi de er som små sten, som hurtigt synker til bunds og tager deres kulstof med sig.

Men de opløses i et surt hav og erstattes af andre organismer, som ikke synker så hurtigt. Og fordi de synker langsomt, kan bakterier nå at nedbryde dem tæt ved havets overflade. Ved bakteriernes nedbrydning bliver det kulstof, der findes i organismerne, til drivhusgassen CO2 igen. CO2 som ender i atmosfæren.

- Alle de ting, vi ser i havet, går den forkerte vej. Et varmere hav kan simpelthen ikke indeholde så meget CO2. Vi kender det fra en varm øl. Den har flere bobler end en kold øl - den er fyldt med kulsyre.

Alligevel bliver Katherine Richardson altid beskyldt for at være optimist, fortæller hun. Hun har troen på, at vi kan gøre noget ved problemerne.

Alle de ting vi ser i havet, går den forkerte vej.

KATHERINE RICHARDSON, KLIMAPROFESSOR

- Vores forældre vidste ikke - og kunne slet ikke forestille sig - at menneskelig aktivitet kunne påvirke vores atmosfære, siger hun.

- Det ved vi nu. Og viden er magt. Vi kan gøre noget ved det.

Udledningen væk fra væksten

Men selvom vi har mulighed for at gøre noget ved klimaforandringerne, er problemet, forklarer hun, at det meste af vores udledning af drivhusgasser kommer fra energiforbruget og fødevareproduktionen, og de aktiviteter hænger sammen med den økonomiske vækst.

- Så når jeg siger, at vi skal reducere, hvor meget CO2 man må udlede, siger jeg jo i virkeligheden, at vi skal regulere hvem, der må have økonomisk vækst, siger Katherine Richardson.

I hendes øjne er det vigtigste, vi kan sørge for, at energiforbruget og fødevareproduktion ikke bidrager til udledningen af drivhusgasser

- Og det går faktisk fremad med energien. Vi er dog ikke rigtigt begyndt at tage diskussionen om fødevarer endnu. Men det bliver vi nødt til, understreger hun.

Det her bliver ved i lang tid

Ligesom sine kolleger ved Katherine Richardson godt, at det er alvorlige problemer, vi står overfor. Problemer som ikke lige forsvinder.

Klimamodellerne og planerne går kun til år 2100, men klimaændringerne stopper ikke der. Det bliver ved det her. I lang, lang tid.

katherine richardson, klimaprofessor

- Havvandsstigningerne er ikke noget, der hører fremtiden til. De sker nu. Og selvom vi stopper udledningerne nu, stopper de ikke. Isen smelter stadig, siger hun.

- Klimamodellerne og planerne går kun til år 2100, men klimaændringerne stopper ikke der. Det bliver ved det her. I lang, lang tid.

Der er lys i mørket

Alligevel holder hun fast i at være optimist. At tro på, at menneskeheden nok skal løse problemerne.

- Jeg er enig med de fleste om, at vi står med ryggen mod muren og med kniven for struben, siger hun.

- Men der er lys i mørket. Og så længe det er tændt, er der håb.

Håbet handler for hende blandt andet om, at vi mennesker er begyndt at forstå noget meget centralt om vores rolle på Jorden, forklarer hun. Vi er nemlig begyndt at indse - og sågar italesætte - at vi kun har begrænsede mængder af ressourcer.

Vi lærte at forvalte naturen

Derfor ser Katherine Richardson øjeblikket som et meget interessant tidspunkt i vores historie. Hvor menneskeheden lærte at forvalte vores ressourcer.

- Da vores forfærdre slog sig ned og blev bønder, smed de affaldett lige hvor de var. Senere fældede de alle de træer de havde brug for, siger hun.

Det handler ikke om at redde planeten. Det handler om at redde os selv.

katherine richardson, klimaprofessor

- Da de blev for manget fandt de ud af, at de blev nødt til at forvalte ressourcerne og affaldet. Senere bredte det sig til regionalt plan, hvor lande blev enige om at passe på ressourcerne, fortsætter hun.

Den samme indsigt er vi forhåbentligt nået til i dag - bare på globalt plan.

Det handler om at redde os selv

For nu har klimaforandringerne sørget for, at samfundet generelt forstår, at vi for vores egen skyld har brug for at forvalte de ressourcer vi har på hele kloden - også det affaldsdepot for drivhusgasser vi kalder atmosfæren, forklarer hun.

- Det handler ikke om at redde planeten. Det handler om at redde os selv, siger hun.

- Derfor er jeg optimist. For jeg vælger at tro på, at vores samfund finder ud af det. Vi har stået overfor kæmpe udfordringer før og løst dem.

Se videoen, hvor Katherine Richardson snakker med sit reserve-barnebarn Maria på 10 år i toppen af artiklen.