Streng vinter kan blive fatal for landets skægmejser

Heldigvis er den eksotiske fugl fænomenal til at reproducere sig selv igen.

Skægmejse (Foto: chris2766 - Fotolia © sCANPIX)

Rundt i Danmarks rørskove kan man være heldig at støde på den lille eksotiske og meget smukke fugl skægmejsen.
Trods dens navn er den mest relateret til lærkerne.

Skægmejsen er forholdsvis ny i Danmarks natur, hvor den kom til sidst i 1960’erne, fortæller Ole Laursen fra Danmarks Naturfredningsforenings skoletjeneste til P1 Morgen.

Der levede fuglene oprindeligt i store flokke i hollandske rørskove, der i den periode blev høstet og omlagt til landbrug og andre formål.
- Og så mener man at det var på det tidspunkt at de små skægmejser migrerede nordpå, fortæller han.

Siden har den været en ganske udbredt fugl i danske rørskove.

Det har dog ikke været uden problemer for en fugl, der har været tilpasset en smule lunere forhold, fortæller Ole Laursen.

Mens fugle som blåmejse og musvit har et indre lag af dun, som holder dem varme gennem kulden, forholder det sig anderledes med skægmejsen.

Det gør at når det bliver frost og kulde, kan de simpelthen ikke overleve.

- Så masseuddør skægmejserne desværre i vores rørskove, hvis det bliver rigtig koldt, fortæller han.

Heldigvis er den rigtig god til at reproducere sig selv. De er i stand til at få op til tre kuld unger på en sommer, forklarer Ole Laursen.

Så skægmejserne kan nå både at blive forældre og bedsteforældre på en enkelt sæson.

- Og det gør at selvom bestanden er blevet ret lille, kan den vokse hurtigt igen, slutter han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve