Tysk bilgigant hælder 150 milliarder i elbiler

Men Volkswagen, der er verdens største bilproducent, slukker ikke for forbrændingsmotoren endnu.

Alle af VW-koncernens cirka 300 modeller skal inden 2030 have en version med elmotor. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Volkswagen vil investere mere end 150 milliarder kroner på udvikling af elbiler. De fleste af pengene skal gå til bygning af fire fabrikker, der skal producere batterier.

Udmeldingen er det seneste eksempel på det massive skifte, der er i gang i bilindustrien, hvor man går væk fra de forurenende forbrændingsmotorer og satser på især elmotorer.

Også Daimler vil have flere elmotorer i kataloget. Mandag afslørede man på den store bilmesse i Frankfurt, at alle Mercedes-Benz i 2022 skal have en version med elmotor. Også BMW vil masseproducere elbiler fra 2020 og vil i 2025 tilbyde 12 modeller, der er rene elbiler.

Volkswagen står bag bilmærker som Audi, Bentley, Seat, Skoda, Porsche og selvfølgelig VW. Målt på salget er det verdens største bilproducent.

Ifølge den nye strategi skal Volkswagen-koncernen lancere i alt 80 nye elbiler inden 2025. Det hidtidige mål var 10 styks.

Samtidig skal der inden 2030 være en version med elmotor af alle bilproducentens cirka 300 modeller, afslørede koncernens direktør Matthias Mueller under den store bilmesse i Frankfurt.

Kunderne vil have ren luft

Flere lande er for nyligt kommet med strammere miljøkrav for diesel- og benzindrevne biler.

I weekenden meldte Kina ud, at man arbejder på at udfase biler med forbrændingsmotorer ”i den nærmeste fremtid”. Storbritannien og Frankrig har tidligere annonceret, at man vil forbyde dem i 2040.

Matthias Mueller siger på et pressemøde ifølge flere medier, at man ”har forstået budskabet, og vil levere varen”.

-Kunderne vil have rene biler. Folk vil have ren luft, og vi vil give vores bidrag til det, siger Mueller.

Indtil for to år siden havde Volkswagen ikke satset meget på udvikling af elbiler. Men her blev VW afsløret i at snyde med tallene for, hvor meget NOx koncernens dieselbiler udledte.

Skandalen var med til at sætte fokus på de forurenende forbrændingsmotorer og har fået flere bilproducenter til at sætte fart på udviklingen af alternativer som elmotorer og brintbiler.

Udover VW, Mercedes og BMW, har også Volvo, Aston Martin og Jaguar Land Rover i de seneste måneder afsløret planer for, hvordan de gradvist vil indføre elmotorer i deres biler.

Stadig årtier med forbrændingsmotorer

Selvom VW og de andre bilmærker satser milliarder på udvikling af elmotorer, bliver der ikke endeligt slukket for den gamle forbrændingsmotor endnu.

Analytikere peger på, at der er lang vej igen, før der er sat et effektivt og dækkende netværk af ladestationer op i for eksempel Europa.

Derfor regner Matthias Mueller også med, at der bliver en overgangsperiode, hvor elmotorer og forbrændingsmotorer kører side om side.