VIDEO Reporter tester usynlig cykelhjelm

Videnskabsmagasinet på DR3 har undersøgt den innovative hjelm, der virker som en airbag.

En råkold, overskyet fredag den 13. februarmorgen har selvfølgelig ikke holdt hardcore cyklister fra at tage den tohjulede til arbejde. Og dagen i dag er faktisk udnævnt til international winter-bike-to-work-day.

Spørgsmålet er, om du cyklede med eller uden cykelhjelm?

De fleste cyklister har en hjelm, men mange bruger den først, når de bliver rollemodeller for deres børn, eller deres venner vælter på cykel og slår hovedet og plages af hjernerystelse i månedsvis.

Det nye Videnskabsmagasinet på DR3 har testet den usynlige cykelhjelm, der måske kan få flere til at bruge hjelm.

Svensk, prisbelønnet opfindelse

Opfindelsen af den usynlige cykelhjelm Hövding har efterhånden nogle år på bagen, og konceptet har vundet flere designpriser.

Den fungerer som en airbag, der puster sig op, når den registrerer pludselige ændringer i cyklistens bevægelser som ved fald.

Derimod vil cykelhjelmen ikke kunne hjælpe, hvis man kører ind i fx et skilt, der hænger i hovedhøjde på gaden. Og måske vil det være lidt dyrt at udstyre det vakse barn med en hjelm, fordi hjelmen også reagerer, hvis man leger lidt vildt.

Se video og se hele programmet

I videoen i toppen af artiklen sætter reporter David Hedtoft Reynisson helbredet på spil og tester opfindelsen.

Klik her og se hele indslaget, hvor Videnskabsmagasinet er taget til Malmø i Sverige for at besøge firmaet bag dets innovative bud på en cykelhjelm.

I det første program i DR3's nye serie Videnskabsmagasinet besøger vi Hövding i Malmø i Sverige, hvor chefen, Fredrik Carling, fortæller om principperne bag hjelmen til reporter David Hedtoft Reynisson. (Foto: DR Videnskab © DR videnskab)