Vores urin kan blive til drikkevand og energi

Tis kan renses til drikkevand og bruges i brændselsceller. Det kan fx løse stort problem på rummissioner.

De fleste af os tænker sikkert ikke lige på, at vores tis kan drikkes og bruges til at generere energi med. (© Scanpix)

I fremtiden drikker vi måske noget af vores urin, og får energi ud af resten af den.

Forskere har fundet ud af, hvordan tis kan renses og blive til drikkevand, og hvordan tis kan bruges i brændselsceller.

Det kan løse problemer både for os på Jorden og for astronauter på rummissioner, skriver The American Chemical Society.

Gennem snart mange år har forskere ledt efter en effektiv måde at genanvende urin på. Og nu mener forskerne her, at de har fundet den rette metode.

50 procent menneskeligt affald

Forskerne fra Natural Sciences på University of Puerto i Caribien var på udkig efter løsninger, der kunne hjælpe astronauter af med et lidt pikeret problem.

Omkring halvdelen af affaldet i forbindelse med rummissioner er menneskeligt 'affald', herunder badevand.

Så i stedet for at smide afføring, tis og badevand ud i Rummet, var det oplagt at se på, om man kunne genbruge det.

Genialt på længerevarende rummissioner

Samtidig koster det mange penge at transportere drikkevand op til Den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden 400 kilometer oppe i Rummet.

Og når vi tænker på fremtidige længerevarende rummissioner, fx til Mars, er det oplagt at finde en metode til at skaffe rent drikkevand undervejs.

Og så kan brændselsceller også være en effektiv måde at genbruge urinen på, så man får energi ud af den.

Benytter velkendt metode

Forskerne har filtreret urenheder fra urin og brusebadevand ved hjælp af en metode kaldet osmose.

Man ved fra tidligere forskning, at man ved hjælp af osmose kan rense spildevand og bruge det til at generere strøm i brændselsceller.

Forskerne har også bygget en bioreaktor, Urea Bioreactor Electrochemical system (UBE), der effektivt kan omdanne urinstof til ammoniak, som så kan anvendes til energi i brændselsceller.

Kan bruges på Jorden og i Rummet

Forskningen er støttet af NASA, og man havde oprindeligt rummissioner i tankerne. Men systemet kan også anvendes i fx kommunale spildevandsanlæg, siger forskerne.

Forskningen er offentliggjort i The American Chemical Societys tidsskrift ACS Sustainable Chemistry & Engineering.