10 års dødskamp er slut: Sort hul sluger stjerne

Sorte huller fortærer al masse, der kommer i nærheden, men kampen mod én stjerne har vist sig hård.

10 år har det taget et sort hul at sluge en stjerne. Det er den længste dødskamp, astronomer hidtil har observeret mellem et sort hul og en stjerne, og NASA er som altid klar med en illustration. (Foto: CXC/M. Weiss)

VIDENSKABSBILLEDET

Sorte huller æder alt.

Gas, planeter, stjerner og sågar lys, hvis det kommer tæt nok på hullernes såkaldte begivenhedshorisont, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan undslippe.

Men ikke alle giver lige let op. Således har det taget et sort hul 10 år at sluge en stjerne, der har hjemme i en lille galakse omkring 1,8 milliarder lysår fra Jorden.

Normalt tager det mindre end et år.

Opdagelsen er blevet gjort ved hjælp af data fra NASA’s rumobservatorium Chandra. NASA’s Swift-satellit og ESA’s rumfartøj XMM-Newton.

Einstein troede ikke selv på hullerne

Siden 1990’erne har astronomer observeret dusinvis af “tidal disruption events” (TDE), som det kaldes, når et sort hul udsender intense røntgenstråler, som flår objekter - såsom stjerner - fra hinanden, inden de forsvinder ned i hullet.

Det er røntgenstrålerne, som astronomer kan observere fra Jorden. De sorte huller kan vi ikke se, fordi de ikke udsender lys.

Skulle hullerne forsøge at udstråle lys, ville det blive suget tilbage i hullet.

Ideen om sorte huller stammer tilbage fra 1700-tallet, men Einstein var den første, der i 1915 forudsagde sorte hullers teoretiske eksistens med sin berømte generelle relativitetsteori.

Selv troede Einstein ikke på, at de fandtes.

Indirekte beviser

Først i 1960’erne begyndte astronomer at tage ideen om sorte huller alvorligt, og i 1971 målte røntgensatellitten Uhuru stråling fra den galaktiske røntgenkilde Cygnus X-1, som også viste sig at have et stor masse på et meget lille område.

Det overbeviste flere astronomer om, at Cygnus X-1 indeholdt et sort hul, selvom det aldrig er blevet endeligt bekræftet.

Siden dengang er der observeret en del sorte huller, men observationerne er naturligvis indirekte, fordi de sorte huller ikke i sig selv kan ses og intet fylder, da de er presset sammen af tyngdekraften.

I stedet er observationerne baseret på den effekt, hullerne har på sine omgivelser - for eksempel, når de sluger en stjerne.

Gennembrud i 2017?

I år håber astronomer og forskere verden over at komme tættere på et sort hul end nogensinde før ved at skabe et virtuelt teleskop, der er lige så stort som Jorden.

Det gør de ved at rette hele ni radioteleskoper verden over mod det supermassive sorte hul i centrum af Mælkevejen og dermed forene teleskopernes kræfter.

Event Horizon Telescope hedder projektet, som forhåbentlig kulminerer med et billede af hullets begivenhedshorisont.