33 år med første ESA-astronaut i rummet

Tyske Ulf Merbold tog et stort skridt for den europæiske rumfartsorganisation - og Europa.

Den 28. november 1983 blev mission STS-9 sendt ud i rummet. Med i rumfærgen Columbia var den første ikke-amerikaner på en NASA-mission. (Foto: Nasa © Nasa)

VIDENSKABSBILLEDET

Den 28. november 1983 var en historisk dag for det europæiske rumfartsagentur, ESA. Blandt rumfærgen Columbias seks-mand store besætning sad for først gang nogensinde et medlem af besætningen, der ikke var amerikaner.

Faktisk var han den første ikke-amerikaner, der nogensinde havde været med på en mission for NASA.

Besætningsmedlemmet var den vesttyske astronaut og fysiker Ulf Merbold fra det europæiske rumagentur, ESA.

Han var den første ikke-amerikaner, der var sendt i rummet med NASA, men ikke den første europæer. Den ære tilfaldt den tjekkoslovakiske kosmonaut, Vladimir Remok, der rejste ud i rummet i den sovjetiske Sojuz-kapsel allerede i 1979.

ESA-astronauten Ulf Merbold var opvokset i DDR efter 2. Verdenskrig, men fordi han ikke var medlem af det kommunistiske ungdomsorganisation, FDJ, fik han ikke lov til at studere fysik i den kommunistiske nation. Derfor krydsede han i 1960 grænsen til Vestberlin i Vesttyskland og begyndte i årene efter at studere fysik.

I 1977 blev han udvalgt til at være en af de fire første kandidater til det europæiske korps af astronauter ud af en første pulje på omkring 2000 aspiranter. Den 28. november 1983 sad han derfor klar til i Columbia for at være en del af mission STS-9 med retning ud i rummet.

I rumfærgen Columbia var også den første beboelige del af Spacelab nogensinde. Spacelab var et genbrugeligt laboratorium i rummet, der for datiden var meget avanceret. Den beboelige del af Spacelab blev bygget i Europa og overleveret gratis til NASA til gengæld for, at europæiske astronauter kunne være med på amerikanske missioner.

Missionen blev en succes med over 10 dage i rummet og over 7 millioner kilometer rejst.

Rejsen ud i rummet blev ikke Ulf Merbolds sidste. Han vendte tilbage til rummet i både 1992 og 1994.

Spacelab var aktivt indtil 1998, hvor videnskabeligt arbejde blev flyttet til den internationale rumstation, ISS. På daværende tidspunkt havde Spacelab været en del af 32 rummissioner.