Andreas flyver til ISS med et vikingeskib

Logoet til den danske astronauts rummission iriss trækker spor tilbage til vikingerne og skal symbolisere deres søgen efter nye mål.

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen signerer logoet til sin mission, der har fået navnet iriss. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)

Når Danmarks første astronaut Andreas Mogensen 1. september tager på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS, har han de danske rødder med sig på rumdragten.

I dag blev logoet til hans mission offentliggjort på et pressemøde i København, og det forestiller en globe med det danske flag på og et par vinger rundt om og seks stjerner.

- Vingerne kombinerer både missionens navn 'iriss', der var en græsk budbringer og som ofte er blevet afbildet med vinger, og så vikingeskibet, der samtidigt skal symbolisere danskernes søgen efter nye mål, siger Poul Rasmussen, der har designet logoet.

120 forlag til logo

I foråret udskrev Den Europæiske Rumfartsorganisation ESA en logokonkurrence for missionen.

Der kom 120 forslag, og to logos er valgt ud.

Et til selve rummissionen og et til en række undervisningsaktiviteter der i den kommende tid bliver sat i gang for skolelever og gymnasieelever i Danmark. Det er designet af Louise Nielsen, gymnasieelev fra Næstved.

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen står sammen med grafisk designer Poul Rasmussen, der vandt konkurrencen om at tegne et logo til Andreas' mission kaldet iriss. - Vikingeskibet kan måske også ligne en vikingehjelm med horn ... (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)

Selve missionens logo er designet af Poul Rasmussen. Han er grafisk designer og bosiddende i Vancouver i Canada.

Stor interesse for ISS i Canada

Der har været meget fokus på ISS i Canada på grund af kommandør Chris Hadfield, der har været på ISS og har lavet mange videoting, som er blevet delt verden over på YouTube.

- Chris Hadfield har betydet utrolig meget for mig og har givet mig viden om Den Internationale Rumstation. Og så blev jeg ekstra interesseret, da jeg hørte, at Danmark skal være med for første gang, siger Poul Rasmussen til DR Viden.

- Jeg er utrolig beæret over, at jeg har vundet det her og bliver inviteret med i dag, siger Poul Rasmussen.

- Det var jo en drengedrøm dét at blive astronaut eller brandmand. Og jeg har altid syntes, at rumfart var utrolig spændende, siger han.

De seks stjerner

Andreas Mogensen ser også symbolik i logoets seks stjerner.

- Der var seks europæiske astronauter, der blev udvalgt af ESA og gik i gang med træningen. Og det er præcis seks år imellem, at vi blev udvalgt, til jeg skal op til ISS, siger Andreas Mogensen.

- Og jeg vil være meget stolt over at bære logo på min rumdragt, siger han.

Læs mere om Andreas Mogensens mission på www.dr.dk/rumrejsen. Der kan du også læse om en helt ny konkurrence, som DR laver sammen med ESA:

Har du et forslag til et eksperiment, som Andreas kan udføre i vægtløs tilstand oppe på ISS?

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen står sammen med grafisk designer Poul Rasmussen, der vandt konkurrencen om at tegne et logo til Andreas' mission kaldet iriss. - Vikingeskibet kan måske også ligne en vikingehjelm med horn ... (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve