Atletikanlæg i Odense er verdens bedste udendørs idrætsanlæg

Den olympiske komité IOC har kåret Syddansk Universitets byggeri som det mest banebrydende anlæg foran 125 andre.

VIDENSKABSBILLEDET

Wauw … Kast lige et blik på de to billeder øverst i artiklen! Får du ikke også bare lyst til at binde snørebåndene og løbe en tur?

I september 2013 blev det fantastiske atletikanlæg ved Syddansk Universitet i Odense indviet, og tirsdag har byggeriet vundet en ærefuld guldmedalje i Køln i Tyskland.

Den internationale olympiske komité IOC har sammen med den internationale Association for Sports and Leisure Facilities kåret banen som verdens bedste udendørs idrætsanlæg foran 125 andre anlæg i verden.

Anlæg med bakker og dale

Byggeriet er tegnet af det danske arkitektfirma Keingart, og Odense Kommune og Lokale- og Anlægsfonden har været med til at støtte byggeriet økonomisk og udvikle anlægget, der er åbent døgnet rundt for alle – store som små - der har lyst til at røre sig og lege.

Når det er mørkt, tænder lyset på anlægget selv, så du ikke risikerer at falde i hullerne eller op ad bakkerne, for det unikke ved anlægget er netop, at det godt nok bygger på den velkendte 400 meter rundbane, men derefter går anlægget sine egne veje for at gøre bevægelse til en leg.

- Det nye ved anlægget er, at man arbejder i niveauforskelle – højdeforskelle – det skaber nogle rum i rummene så at sige, og det giver nogle anderledes oplevelser for børn og voksne, fortæller forskningsleder Jens Troelsen ved Institut for Idræt og Biomekanik til DR Viden.

Plads til 200 på en gang

Omkring 200 mennesker kan være i gang på samme tid med en form for aktivitet. Nogle løber, nogle leger, nogle styrketræner, andre klatrer.

Der er samtidig lavet et picnicområde, så det er ikke usædvanligt, at familier i weekenden tager ophold derude i to-tre timer, ligesom den almindelige løber lige kan svinge ind og løbe intervaltræning eller stikke tværs over anlægget, så fx 1500-meteren bliver mere varieret end normalt.

Skoleklasser og børnehaver bruger også anlægget, ligesom fodbold- og håndboldhold har lagt deres grundtræning på anlægget, hvor også triathlon-landsholdet for kort distance holder til.

Multifunktionelle ting på anlægget

De fleste ting på anlægget kan bruges til flere forskellige øvelser, og hvis du vil konkurrere med vennerne i længdespring, kan tre af jer løbe samtidigt hen mod sandgraven i hver jeres bane.

Ved kuglestød kaster man op ad en bakke, og man kan se på streger, hvor mange meter det svarer til, og så triller kuglen selv tilbage.

Smart, tænker DR Videns journalist, der ofte selv står og kigger på kuglestød …

Ikke til konkurrencebrug

Anlægget kan ikke bruges til konkurrence, for det kræver, at der er oversigtsforhold over hele stadionet. Og man kan heller ikke kaste spyd, diskos, hammerkast eller lave stangspring på anlægget, forklarer Jens Troelsen.

- Anlægget er derimod tænkt til at gøre atletik spændende. Det er den idrætsgren, der har sværest ved at fastholde udøverne. Og der kan det legende her få en betydning. Så målgruppen er mennesker, der ikke dyrker atletik, men som måske kan få interesse for det. Og så skal anlægget i det hele taget give folk lyst til at røre sig, siger han.

SDU bruger selvfølgelig selv anlægget blandet andet til forskning.

Københavns Klatrecenter - Blocs & Walls på Refshaleøen - fik ved IOC-arrangementet i Køln i øvrigt en bronzemedalje for dets design og arkitektur.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve