Broccoli gør det igen: Kan måske hjælpe folk med alvorlig tarmsygdom

Ny forskning tyder på, at vidundergrøntsagen kan gøre en forskel for mennesker med tarmbetændelse.

Fordelene ved at spise broccoli vil næsten ingen ende tage. (© Gettyimages)

De fleste af os ved nok godt, at grøntsager - især de grove - er godt for vores tarmsystem, velvære og generelle sundhed.

Særligt broccoli synes at have fantastiske egenskaber. For eksempel indeholder grøntsagen enzymer, der ifølge videnskabelige undersøgelser kan yde en vis beskyttelse mod kræft.

Nu tyder museforsøg på, at grøntsagen også kan have en positiv effekt på tarmen hos mennesker med colitis ulcerosa, også kaldt blødende tyktarmsbetændelse.

Men fordi forskningen også har kortlagt, hvilke systemer i tarmen, som broccolien præcist påvirker, mener forskerne bag, at grøntsagen også kan hjælpe patienter med mange andre tarmsygdomme:

- Det her kan måske også forebygge for eksempel visse typer kræft og Crohn's, som skyldes inflammation i tarmen, fortæller Gary Perdew, som er en af forskerne bag, til newatlas.com.

Spørgsmålstegn ved fødens betydning

Det har været omdiskuteret, om man ved hjælp af kostændringer kan undgå eller behandle kroniske tarmsygdomme.

For både gener og miljø, heriblandt kost, spiller ind i udviklingen. Man har dog ikke kunnet identificere specifikke fødevarer som synderen bag sygdommene.

Men nu ser det altså ud til, at broccoli indeholder et stof, indolocarbazole, som binder sig til et specifikt protein i tarmvæggen.

- På den måde aktiveres proteinet og det gør, at tarmfloraen holdes i balance og immunsystem-reguleringen bliver bedre, forklarer Gary Perdew.

Der skal ret meget broccoli til

Forsøgene er lavet på mus, og man ved derfor endnu ikke om broccoli er lige så stort et vidundermiddel hos mennesker med de alvorlige tarmsygdomme.

Dertil kommer, at effekten kun opnåes hvis op imod 15 procent af ens kalorier kommer fra broccoli. Der skal altså ret meget broccoli til:

Et hurtigt regnestykke viser, at med grøntsagens energiindhold på omkring 34 kcal/100g skal man indtage godt 1 kilo broccoli om dagen, hvis man fx er en voksen mand med et almindeligt fysisk aktivitetsniveau, før man kan være nogenlunde sikker på den positive effekt.