Dansk satellit skal nærstudere fugletræk

En dansk produceret satellit skal det næste halvandet år opklare en række af trækfuglenes mysterier.

Illustration af den danskproducerede satellit DTU sat-2 i sin bane om Jorden. Den er produceret til at fungere i halvandet år. (© DTU Space)

Torsdag aften sendes den lille satellit DTUsat-2 i kredsløb om Jorden, for udelukkende at lytte efter radiosignaler fra trækfugle og andre mindre dyr.

Satellitten er på størrelse med en liter mælk, er den første af sin art nogensinde og så er den skabt af studerende på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Blandt de forskere, som skal gøre brug af signalerne, der kommer fra monterede radiosendere på blandt andet gøge, er Kasper Thorup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Kan måle fugletræk med få meters præcision

Han studerer fuglenes trækmønstre og ser frem til at blive endnu klogere på trækfuglenes færd, der i bedste fald kan måles med helt ned til få meters præcision.

Det løser to problemer, forklarer Kasper Thorup til dr.dk/viden, der ser frem til at opdage hvilke konkrete habitater, fuglene passerer.

- Vi kan ikke se om fuglen sidder i en by, eller en skov eller en mark, fortæller han og det er vigtigt for at forstå fuglenes beslutningsmønstre.

Samtidig er forskerne meget interesserede i at få udbygget deres viden om de små ting der foregår hos fuglene.

Det kan eksempelvist være hvordan de reagerer, når de møder et bjerg, forklarer Kasper Thorup.

Kan blive klogere på sygdomsspredning

Udover at det i sig selv er vigtigt for forskerne at blive klogere på fuglenes trækmønstre, er der en række andre perspektiver i forskningen, forklarer Kasper Thorup.

- Vi er blevet opmærksomme på at meget sygdomsspredning involverer dyr - nu kan vi følge dem og se hvordan de flytter sig rundt, siger han.

I forhold til en række af de tilfælde af fugleinfluenza der har været, ved man at der har været vandfugle involveret, forklarer Kasper Thorup.

Som et andet eksempel kan man kun blive klogere på at forudsige græshoppeplager ved at finde ud af hvordan de enkelte græshopper flytter sig.

Satellitten er udviklet af studerende på DTU og er designet til at kunne fungere i halvandet år.

Den kan indfange 6 signaler ad gangen og målingerne går i gang, så snart den har startet sit kredsløb om Jorden efter opsendelsen.

Selve den lille DTUsat-2 satellit er ikke større end en mælkekarton. Her lukkes den ind i sin medfølgende container. (Foto: Flemming Hansen © DTU)