Drikbar bog skal give rent vand til millioner

Holdet bag Folia Water vil lave drikkevandsfiltre i bogformat. Siderne bliver påtrykt information og vejledning og kan samtidig fjerne bakterier fra vandet.

Siderne i den drikbare bog er sølv-behandlet papir, der kan slå sygdomsbærende bakterier ihjel. (Foto: Anders Høeg Nissen)

The Drinkable Book - den Drikbare Bog - ligner en blanding af en børnebog og en fornemt indbundet klassiker fra et rigtig godt, gammeldags bibliotek.

Men kigger man nærmere på den gyldentbrune bog, kan man godt se, at den er lidt anderledes.

Den er holdt sammen af splitter, og alle siderne er perforerede, så de nemt kan hives ud.

For ideen med bogen er, at den skal kunne give rent drikkevand, forklarer opfinderen Teri Dankovich fra firmaet Folia Water.

- Man river siderne ud af bogen og hælder ganske enkelt det beskidte vand igennem, ned i en spand eller en anden beholder, siger hun.

Hvert filter-ark kan rense cirka 100 liter vand - i størrelsesordenen hvad en person bruger på en måned - og da der er 50 filtre pr bog, rækker den til lang tid.

Nanopartikler af sølv fjerner sygdomme

Den Drikbare Bogs hemmelighed skjuler sig dog ikke i bogformatet men i selve papiret, fortæller Teri Dankovichs partner, Jonathan Levine.

- Vi har brugt papirfiltrene som en slags stillads for bittesmå partikler af sølv, der renser vandet.

Basalt set fungerer det ved, at ioner fra sølvpartiklerne trænger ind i cellemembranerne i de bakterier, som bobler igennem filtret, og slår dem ihjel.

Under én procent af vægten af papiret udgøres af sølv, men det gør det ikke mindre effektivt, hævder Folia Water.

Forsøg i Afrika og Asien

Folia Water har afprøvet filtrene med vand fra 25 forskellige kilder i Afrika og Bangladesh, og det er lykkedes at fjerne over 99 procent af bakterierne, siger de.

- Selvom der ryger en lille smule sølv med igennem papiret, når vandet filtreres, så er det langt under grænseværdierne - og vandet lever rigeligt op til de amerikanske myndigheders krav til drikkevand, siger Jonathan Levine.

Forsøgspersonerne i Bangladesh fortalte oven i købet også, at det filtrerede vand smagte bedre, hævder Teri Dankovich, blandt andet fordi både alger og andre partikler, decideret skadelige eller ej, bliver fanget i papiret.

Det er dog ikke alt, der bliver fanget. De sølvbehandlede papirfiltre er særligt beregnet til at fange bakterier, som spreder kolera og lignende, men der findes også bittesmå parasitter og den slags, som ikke bliver slået ihjel af nanopartiklerne.

Vandbårne sygdomme

Ideen med den Drikbare Bog er altså først og fremmest at filtrere vand for sygdomsbakterier og andre skadelige partikler.

Der findes nemlig ifølge WHO i størrelsesordenen 6-700 millioner mennesker, som får deres vand fra urensede søer og vandløb eller ubeskyttede brønde - og vandet er ofte fyldt af bakterier, der kan medføre kolera, leverbetændelse og andre alvorlige sygdomme.

- Hvert år dør cirka halvanden millioner mennesker, først og fremmest børn, af vandbårne sygdomme, siger Teri Dankovich.

Det er dem, Folia Water gerne vil hjælpe med de enkle og billige vandfiltre, de har samlet i den Drikbare Bog.

Hvorfor en bog?

Men hvorfor skal filtrene samles, så de ligner en bog, kan man spørge? Og det er ikke et urimeligt spørgsmål, indrømmer Teri Dankovich.

Siderne er påtrykt enkel information både på engelsk og på de lokale sprog. (Foto: Anders Høeg Nissen)

Svaret handler om, at hun og Jonathan gerne vil løse to udfordringer i ét hug.

Før det første at lave en billig og enkelt løsning, der kan give rent drikkevand, og for det andet samtidig undervise brugerne i, hvorfor noget vand kan være farligt at drikke, og hvad man kan gøre ved det.

- Der er mange steder, hvor man slet ikke ved, hvad bakterier er eller er opmærksomme på problemet, og her kan vi både oplyse dem og give dem et værktøj på samme tid, siger Teri Dankovich.

Værktøjet er altså Drinkable Book, hvor filtrene findes som sider i en bog, påtrykt information og gode råd, som man kan læse inden man hælder vand igennem.

På forskellige sprog står der for eksempel, at vandet i ens landsby kan indeholde dødbringende sygdomme, og at man kan hælde vandet igennem bogens sider for at holde sig rask.

Og så er der små illustrationer, som viser, hvordan man skal rive siderne ud af bogen og hælde vandet igennem.

Forskning og firma

Teri Dankovich har arbejdet med teknologien først på Carnegie Mellon-universitetet i Pennsylvania, siden i Canada, og så på University of Virginia.

I 2014 stiftede hun en non-profit med navnet pAge Drinking Water for at få støtte til udviklingen af konceptet, men for ganske nylig har Teri sammen med Jonathan Levine altså også lavet firmaet Folia Water, der skal gøre filtrene kommercielt tilgængelige.

En del af udviklingsarbejdet har været at lave en masse forsøg - både i laboratoriet og i nogle af de dele af verden, hvor der er problemer med adgang til rent drikkevand. De har som nævnt blandt andet være i Sydafrika og Ghana, og de har afprøvet filtrene i Bangladesh.

Men problemet kan også opstå mange andre steder, fx i forbindelse med naturkatastrofer eller krig, hvor hungersnød og manglen på rent vand ofte følger med.

Her vil det dog nok give mere mening at sende filterpapiret i store ruller end i bogformat, indrømmer Teri og Jonathan.

Hvordan sikrer man effektiv filtrering?

Filtrene er stadig under udvikling på vej mod en kommerciel løsning. Blandt andet skal prisen helt i bund, så drømmen om at forsyne 100 millioner mennesker med rent vand, for under 10 øre om dagen, kan opfyldes.

Men der er også mere lavpraktiske designudfordringer, fortæller Jonathan Levine, for eksempel når det gælder filtrenes effektivitet.

Sølv-nanopartiklerne i papiret tillader, at ionerne slippes løs over længere tid, og det gør, at filtrene kan genbruges mange gange.

Men de holder ikke evigt, og så skal man jo sikre, at brugerne skifter til et nyt filter, så de sygdomsbærende bakterier ikke slipper uskadt igennem.

En af mulighederne er fx at lave filtre med en ufarlig indfarvning, som bliver vasket ud i samme tempo som sølvpartiklerne, men måske skal løsningen være endnu enklere.

- Lige nu gør vi bare det, at vi anbefaler at man højst bruger hvert filter i en uge, siger Jonathan Levine.

Den endelige løsning finder de først, når filtrene er blevet afprøvet flere steder, siger Jonathan.

På vej mod filtre til 100 mio mennesker

Efter forsøgene i Afrika og Bangladesh er Folia Water sammen med et hold forskere taget til Honduras for at få flere erfaringer og mere feedback fra brugerne.

De håber for alvor at kunne producere deres vandfiltre - i bogformat eller ej - senere i år.

Det hører med til historien, at der er en del alternativer derude, som kan filtrere vand på forskellige måder.

Her finder vi blandt andet danske LifeStraw, et tykt sugerør med indbygget filter som kan rense over 1000 liter vand før det skal skiftes.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve