Enorm kinesisk nationalpark skal redde tigre og leoparder

Nationalparken bliver dobbelt så stor som Sjælland. Verdensnaturfonden WWF er begejstret: Kommer tusindvis af arter til gode.

Siden 2007 er antallet af amurleoparder i naturen vokset fra 30 til mere end 60 individer. Hvorvidt, den klarer sig på sigt, afhænger dog både af, om den beskyttes godt nok, og om den genetiske variation er stor nok til, at den kan blive ved med at reproducere sig. (Foto: Robert Franklin Photography © sCANPIX)

Amurleoparden er verdens mest sjældne kat. I 2015 var der bare 57 individer tilbage i Rusland og 8-12 i Kina.

Her lever den træ om træ med en anden sjælden kat: Amurtigeren - bedre kendt som sibirisk tiger, som findes i mindre end 400 vilde eksemplarer.

På trods af de lave tal er begge arter faktisk i fremgang. I 1940’erne var der så få som 30 vilde sibiriske tigre tilbage, mens der så sent som i 2007 kun var 30 amurleoparder.

Og nu bliver der i Kina gjort en ekstra indsats for at bevare de store rovdyr.

Den kinesiske regering har nemlig besluttet at etablere en mere end 14.500 kvadratkilometer stor nationalpark i det nordøstlige hjørne af landet - tæt på den russiske grænse.

Den nye nationalpark, der skal fungere som reservat for de to kattedyr, bliver mere end 60 procent større end den berømte amerikanske nationalpark Yellowstone - verdens første nationalpark. Omsat til danske forhold bliver parken mere end dobbelt så stor som Sjælland.

Den kinesiske park er til gengæld væsentligt mindre end verdens største nationalpark Grønlands Nationalpark, som er hele 972.000 kvadratkilometer.

Først pandaen - nu de store katte

Bo Normander, der er programleder for skov og biodiversitet i WWF Verdensnaturfonden, er begejstret for det kinesiske initiativ:

- Det er altafgørende for at redde de her arter, at de får masser af plads. De kræver store territorier for at kunne finde føde nok. Især amurleoparden.

Tidligere blev store kinesiske skovområder ryddet på bekostning af landets fremadstormende økonomiske vækst, men de seneste år er der sket et skift i Kina, fortæller Bo Normander:

- Der er simpelthen kommet en øget forståelse for naturbeskyttelse, som selvfølgelig også skyldes internationalt pres.

Særligt pandaen har de sidste ti år været genstand for en kæmpemæssig kinesisk redningsmission.

Fra 2003 til 2015 voksede den kinesiske pandabestand med 16,8 procent - svarende til 268 pandaer - og bjørnen er ikke længere truet.

Denne gang er turen så kommet til de store, ikoniske katte.

Tusindvis af andre arter beskyttes

Ifølge Bo Normander er der muligvis tale om et prestigeprojekt fra kinesisk side, men det ændrer ikke på, at dyrene er de store vindere.

- Leoparder og tigre er det, vi kalder paraply-arter. Det betyder, at når store områder fredes for at beskytte dem, nyder tusindvis af andre arter også godt af den beskyttelse, siger han.

I Rusland har man siden Sovjettiden arbejdet for at redde den sibiriske tiger, og lige på nær nogle turbulente år, da unionen gik i opløsning, har tigeren været i vækst siden 1980’erne.

Og i 2012 etablerede russerne også en nationalpark i amurleopardens navn: Den 6.500 kvadratkilometer store “Land of the Leopard National Park”.

I sidste minut

Det er denne park som den nye kinesiske nationalpark kommer til at grænse op til. Både leoparden og tigeren kommer altså nu under beskyttelse i store områder på begge sider af grænsen.

Bo Normander understreger nødvendigheden:

- Det er i sidste minut for amurleoparden.

Hvorvidt, de to arter overlever på den lange bane, forbliver dog usikkert.

Bo Normander er håbefuld på begge dyrs vegne, men amurleoparden får det svært, fordi bestanden er så lille, at den genetiske variation, der er nødvendig for at nye gener udvikler sig, er meget lav.

Blandt de sibiriske tigre, der har været nede på sammen lave antal, er der dog stadig genetisk variation nok til, at de kan reproducere sig, selvom det som regel er få unger, der overlever.

- Det giver håb - også for amurleoparden, siger Bo Normander.

Den nye nationalpark forventes etableret inden 2020.