Er porno en stopklods for et sundt sexliv?

Porno ødelægger ikke nødvendigvis det 'rigtige' sexliv, selv om der er forskning, der konkluderer netop dét.

I dagens version af programmet 'Tændt' var temaet porno. Her var den tidligere pornostjerne Lasse Helmer Sørensen, bedre kendt som Porno-Lasse, forbi studiet, hvor han bl.a. beskrev en pornofilm for vært Satie Espersen. Se hvordan det gik i klippet.

Porno har fået skyld for megen dårligdom.

Blandt andet er der en bekymring, i nogle tilfælde næsten en formodning, om at pornoen skader sexlivet og parforholdet.

Og ifølge en canadisk undersøgelse er netop den formodning skyld i, at forskere tidligere ofte primært har fundet negative effekter ved porno:

Forskerne har tendens til at lede efter problemerne og ignorere de eventuelle positive effekter - og derved er det naturligvis også problemerne, de finder.

Tændt på P1
  • Hør mere om videnskab og lidenskab på P1 hver tirsdag kl. 13.33 i programmet "Tændt" på P1.
  • Programmet kan også hentes som podcast.

Psykolog Lise Nissen-Lauritzen fra Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital er enig i, at porno ikke kun er skidt for alle mennesker:

- På den ene side er der nogle gode ting, men omvendt ser jeg da også bagsiden for nogle mennesker, fortæller hun.

Porno har mange positive effekter

I det canadiske forskningsprojekt har man spurgt 430 personer, som brugte porno i større eller mindre omfang, om deres forhold til genren.

Alle medvirkende var heteroseksuelle og levede i et fast parforhold.

Det viste sig, at langt størstedelen af deltagerne primært oplevede, at porno gjorde noget positivt for dem og deres parforhold.

Top tre over de mest hyppige udsagn var, at det gav seksuel viden, lyst til at eksperimentere i sengen samt en bedre kommunikation om sex og lyst til sin partner.

Altså tre ting, forskerne beskriver som positive effekter.

Der kan sagtens være gode ting ved porno - det giver både glæde og inspiration for mange mennesker.

Lise nissen-lauritzen, psykolog

Længere nede på listen nævnte flere deltagere dog også en række negative effekter, fx at porno kunne skabe urealistiske forventninger til sexlivet i parforholdet og mindre lyst til at have sex med sin partner.

Psykolog anbefaler porno

På Sexologisk Center i Aalborg møder Lise Nissen-Lauritzen patienter, som har et misbrug af porno:

- De mennesker lukker ofte nogle af de ægte relationer ude af deres liv, og her fylder det meget negativt og giver meget lidelse.

Og her er pornoen skadelig for både livskvalitet og et eventuelt parforhold. Men for mange andre af hendes patienter er porno faktisk en positiv ting:

- Der kan sagtens være gode ting ved porno - det giver både glæde og inspiration for mange mennesker.

Hun genkender altså billedet af, at det er alt for enkelt at karakterisere porno som noget, der er skadeligt for sexlivet.

Øger porno risikoen for skilsmisse?

Men ser man på mange andre undersøgelser, viser det sig, at dét at se porno er forbundet med en række udfordringer i parforholdet.

Fx. er der tilsyneladende en sammenhæng mellem risikoen for skilsmisser og mængden af porno, som man ser.

Men Lise-Nissen Lauritzen understreger, at selv om at der er en sammenhæng, er pornoforbruget ikke nødvendigvis årsagen til skilsmisserne:

- Det kan jo være andre ting, der gør, at de bliver skilt, siger hun, og understreger derved, at det jo fx kan forholde sig stik modsat: at man ser porno, netop fordi samlivet ikke går godt.

Det er derfor forhastet at antage, at porno øger risikoen for skilsmisse og udelukkende skaber konflikter i parforhold. Men hvis man som par ikke er enige om, hvilken rolle porno skal spille, kan det naturligvis være en kilde til konflikter.

Hør mere om porno og dens betydning for livskvalitet i P1's program Tændt. Du kan også finde programmet her.