Flere danskere fylder 100 år: Ekstra år er præget af godt helbred og et kvikt hoved

Antallet af danskere, der som Lise Nørgaard kan fejre fødselsdag med 100 lys i kagen, er tredoblet på 25 år. Og ligesom forfatteren er mange af dem fortsat kvikke i hovederne.

Kvinderne udgør suverænt den største andel af danskere på 100 år eller mere (arkivfoto). (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Antallet af danskere, der bliver over 100 år, er tredoblet de seneste 25 år. Ved årsskiftet havde 1.143 danskere passeret deres 100-års fødselsdag mod bare 367 i 1992.

Derfor bliver flere danskere over 100 år

De store faktorer, der har bidraget til, at flere danskere fejrer 100-års fødselsdag, er:

  • Bedre livsvilkår i forhold til arbejdsmiljø, boliger, sygdomsbehandling og ældrepleje.
  • Fald i spædbarns- og børnedødeligheden i begyndelsen af det 20. århundrede.
  • Fald i ældredødeligheden siden 1960-70’erne, blandt andet fordi aldersgrænsen for undersøgelser og behandlinger ikke, som tidligere, afhænger af biologisk alder, men af om personen kan klare behandlingen.

Bedre livsvilkår på mange fronter er forklaringen på, at gruppen af 100-årige vokser. De ekstra år er præget af godt helbred - især et kvikt hoved.

Og den tendens tegner til at fortsætte, fortæller professor Kaare Christensen, som er leder af Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet.

- Ældre ankommer til den højere aldre med bedre og bedre hoveder, og de data, vi har fra Forsvarets sessioner fra det 20. århundrede, indikerer, at den fremgang vil fortsætte mange år frem. Det ser nemlig ud til, at når man starter godt ud IQ-mæssigt, så vil man også have et højt niveau i en høj alder.

Unge mænd har op igennem det 20. århundrede klaret sig stadig bedre i de intelligenstest, Forsvaret bruger, når de rekrutterer nye soldater.

De kvikke hoveder er med til at tegne gode perspektiver for de ældres livskvalitet.

- Kombinationen af et godt hoved, it-teknologi og økonomi er positivt både for den enkelte ældre og på samfundsplan, for det betyder, at de ældre kan klare mange ting selv. Fx kan de ældre med en touchscreen have et godt socialt netværk og købe ind hjemmefra.

Selvom antallet af 100-årige danskere vokser, så ligger Danmark fortsat i bunden, når man sammenligner med de øvrige lande i OECD.

Den danske middellevetid bliver især trukket ned af, at der har været en stor gruppe rygere blandt kvinder født mellem de to verdenskrige.

Familien er vigtig for din alder

Hvis du er født ind i en familie, hvor flere i en søskendeflok er blevet ældre, fx dine forældre og deres søskende, er der større sandsynlighed for, at du selv bliver gammel. Det forøger også dine chancer, hvis du har veluddannede forældre og vokser op under gode sociale vilkår.

Harddisken: Har vi teknologien til evigt liv?

Har du giftet dig ind i en familie, som lever længe og har et godt helbred, er det også sandsynligt, at du selv vil leve længere end gennemsnittet. Kaare Christensen peger på to forklaringer:

- Det kan skyldes, at de personer, der kommer fra de sunde familier, er kræsne i forhold til valg af ægtefælle og ægtefællens adfærd. Og det kan skyldes indflydelse, hvor ægtefællen bliver påvirket af adfærden i den sunde familie.

Men selvom din og din ægtefælles familie lever længe, er det ingen garanti for, at du får et langt liv. Det spiller også ind, hvordan du selv opfører dig i forhold til kost, motion, alkohol og ikke mindst rygning.

Kvinder bliver ældst

  • Antallet af danskere over 100 år er tredoblet de seneste 25 år. Kvinderne udgør suverænt den største andel.
  • Det handler dels om adfærd, som fx kost, rygning, alkohol og motion.
  • Desuden spiller biologiske faktorer ind. Det er nemlig ikke bare i Danmark, men i hele verden, kvinder bliver ældre end mænd.
  • Den danske middellevetid for kvinder er 82,2 år, mens mændene i gennemsnit bliver 78,8 år. I starten af 2017 var den ældste danske kvinde 110 år og den ældste mand 106.

Kilder: Danmarks Statistik og Kaare Christensen, Dansk Center for Aldringsforskning