Forskere advarer igen om hovedskader i sport

Men dansk professor fastholder, at risikoen er overdrevet. Ellers ville hjerneskader være en folkesygdom i fodboldglade Danmark.

Hvis fodbold virkelig var farligt, ville hjerneskader være et problem for folkesundheden, mener idrætsprofessor. (Foto: Jeppe Carlsen © Scanpix)

Kontaktsport kan skade hjernen, selv hvis skaderne i hovedet ikke i første omgang fører til hjernerystelser. Det fremgår af ny forskning, som netop er præsenteret ved verdens største konference for hjerneforskere, Neuroscience 2017 i Washington, USA.

Andre resultater fra konferencen følger samme spor og advarer om, at kvindelige fodboldspillere er mere udsatte for påvirkning efter hovedstød end mænd. Samt at spillere, som dyrker en kontaktsport, både efter en regulær hjernerystelse og efter en sæsons almindeligt spil klarer sig dårligere i en hukommelsestest.

USA-specifik forskning viser derudover, at professionelle fodboldspillere i amerikansk fodbold – og især de ældre udøvere – tilsidesætter sikkerhedsanbefalingerne, når de vælger udstyr og hjelme.

Enkeltsager fylder for meget

Professor Jan Hartvigsen har forsket i hjernerystelser og er forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Han opfordrer både voksne spillere og forældre til boldglade piger og drenge til at tage det roligt – og blive ved med at dyrke deres sport.

- Der findes ikke rigtig gode undersøgelser, så man kan sammenligne korttids- og langtidsforandringer i hjernen hos dem med mange hovedskader, med folk der ikke har haft hovedskader fra sport, siger Jan Hartvigsen.

Problemet er i hans øjne, at forskningen i vidt omfang har været baseret på enkeltsager. I USA er det personificeret ved eksempler fra professionel amerikansk fodbold og ishockey, hvor hovedskaderne også er blevet genstand for juridiske slagsmål med krav om kæmpestore erstatninger.

- Vi ser også i Danmark, at der fx har været enkelte håndboldspillere, der har svære symptomer efter hjernerystelser. Vi skal imidlertid passe på med så at konkludere, at man har et kæmpe problem i hele sporten. Det tror jeg ikke, vi har, siger Jan Hartvigsen.

- Hovedskader, som giver langtidssymptomer, er relativt ualmindelige, selv om enkeltsager selvfølgelig kan forekomme.

Sundere at spille end at lade være

Han efterlyser dog samtidig ordentlig forskning på området.

- Det mangler vi. Det her er ikke undersøgelser, hvor de har undersøgt større materialer systematisk, og hvor der har været kontrolgrupper. Det lyder virkeligt kedeligt og forskeragtigt, men der er altså en grund til, at vi skal have det, hvis vi skal udtale os sikkert om det.

Idrætsprofessorens eget foretrukne scenarium ville være et samarbejde med de store forbund som DBU og Dansk Håndbold Forbund. Forskerne kunne for eksempel følge både ungdomsspillere og elitespillere fra nogle klubber gennem flere sæsoner, hvor episoder og skader kunne registreres systematisk.

Om ikke andet vil det måske være med til at dæmpe den bekymring, der allerede er skabt.

- Det er synd, hvis forældre bliver bange på deres børns vegne. De positive helbredsmæssige og sociale aspekter af at spille fodbold er fuldstændigt overvældende gode, siger han.

- Problemet er ikke, at vores børn rører sig for meget. De rører sig for lidt i dag.

Forskere fra Syddansk Universitet er i forvejen involveret i en undersøgelse, som det europæiske fodboldforbund UEFA står bag, hvor børn skal følges til træning og kamp. Det arbejde bliver efter planen gennemført i foråret 2018.

Flere generationers hovedstød og erfaringer

Jan Hartvigsens egen tro på, at risikoen ved fodbold er overdrevet, er blandt andet baseret på, at vi herhjemme har spillet fodbold i flere generationer.

- Prøv at tænke på i hvor mange år, vi har spillet fodbold i Danmark. Så taler vi om, at det skulle påvirke folkesundheden, hvis det var farligt. Det er der ingenting overhovedet, der tyder på. Det kan være skidt for knæ og ankler, hvis man går hårdt til den, men det er noget helt andet.

Han forstår dog godt man ude i klubberne fx vælger at lade være med at træne hovedstød med børn under 12 år.

- Der er stor forskel på amerikansk fodbold, hvor man decideret løber ind i hinanden med hovederne forrest, og så hovedstød i dansk fodbold, siger han.

- Der er ikke videnskabeligt belæg for, at det er meget dårligt at nikke til bolden, men ud fra et forsigtighedsprincip kan det være fint nok at vente med det.