Forskere vil kurere hovedpine på flyrejsen

Flypassagerer til og fra Aalborg Lufthavn skal hjælpe danske forskere med at finde en kur mod hovedpine under flyrejsen.

Én ud af 12 lider af kraftig hovedpine under en flyrejse. (Arkiv)

Det skal være slut med hovedpine under flyrejsen. Flypassagerer til og fra Aalborg Lufthavn skal i løbet af foråret deltage i et forsøg, der i sidste ende vil komme til at gavne tusindvis af flyrejsende, der lider af kraftig hovedpine i luften.

- Det er selve trykket, der gør, at man får hovedpine. Kabinetrykket ændrer sig under takeoff og landing, hvilket er årsagen til, at man får hovedpine, siger Sebastian Bao Dinh Bui, der er specialestuderende på Aalborg Universitet og hjernen bag forskningen.

Blodkar i hjernen udvider sig

Sebastian Bao Dinh Bui er i samarbejde med andre forskere ved at finde en kur mod hovedpine under flyrejsen. Den unge specialestuderende er den første i verden, der forsker inden for dette felt. Indtil nu har der kun været hypotetiske teorier, om hvorfor de flyrejsende får hovedpine, men det har forskningsholdet ændret på.

I skrivende stund er der blevet lavet to undersøgelser.

Den første var et studie baseret på en empirisk undersøgelse, hvor 254 flypassagerer skulle udfylde et spørgeskema omkring deres gener under en flyrejse. Ud af de 254 var der 21 flypassagerer, som opfyldte de rette kriterier for kraftig hovedpine.

Det andet var et eksperimentelt forsøg, hvor en gruppe raske flyrejsende blev placeret i et trykkrammer med en anden gruppe flyrejsende, der lider af kraftig hovedpine i luften. Her blev der taget spytprøver fra de flyrejsende før, under og efter forsøget for at undersøge ændringer af stoffet PGE2, som får blodkarrene i hjernen til at udvide sig, og dermed giver smerter i hovedet.

Som forudset fik de hovedpine-vante forsøgsdeltagere en intens hovedpine under forsøget.

Migrænemedicin kan være løsningen

Sebastian Bao Dinh Bui er i øjeblikket ved at skrive sit speciale om flyrelateret hovedpine. Her vil han undersøge, om man kan anvende migrænemedicin til at lindre den smertefulde hovedpine.

Migrænemedicin - også kaldet triptaner - har tidligere været en stor succes, men denne gang skal forsøget ikke foregå i et trykkammer, men derimod i Aalborg Lufthavn.

- Jeg skal ud og rekruttere flypassagerer, som skal rejse to gange om måneden, og så indsamler jeg deres spytprøver før, under og efter flyveturen. Her vil den ene gruppe flypassagerer få en placebo-pille, mens den anden gruppe skal have triptaner. Derefter bliver det muligt for os, at undersøge virkningen af tabletterne på de to forskellige grupper, siger Sebastian Bao Dinh Bui til DR.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve