Fotografer dokumenterer verdens urørte natur

Over fire år vil Helle Olsen og Uri Golman dokumentere 15 unikke naturområder.

Helle og Uri sejler i kano nedad Buluh River på Borneo for at lede efter orangutang. (© Wild Explorer)

Da fotografparret Helle Olsen og Uri Golman satte sig for at dokumentere verdens tilbageværende vilde naturområder i The Wild Projekt, var målsætningen, at de skulle tage udgangspunkt i 15 forskellige steder på kloden.

En ambition som på papiret så overskuelig ud.

Ikke desto mindre måtte de to danske fotografer sætte ambitionsniveauet med de enkelte udvalgte steder ned, for at få det til at lykkes, fortæller de til Natursyn på P1.

Efter 5 dage med malaria er Uri er gået i vandet, for at fotografere sommerfugle i Lesan regnskoven på Borneo. (Foto: Helle Olsen © Wild Explorer)

Oprindeligt tog parret udgangspunkt i organisationen Conservation Internationals kortlægning af verdens tilbageværende vilde steder – hvor kravene blandt andet hedder at naturen skal være 75 % intakt og at området som minimum er 10.000 hektar – og ud fra den definition viste det sig, at være helt umuligt at finde femten steder, fortæller Uri Golman.

- Så vi valgte at nedgradere størrelsen lidt og har henad vejen fundet ud af, at et naturområde ikke behøves at være så stort, for at overleve, forklarer han.

Derimod handler det i lige så høj grad om viljen til at bevare området, fortæller den erfarne naturfotograf.

Coffee table bog, outdoor udstilling og en fancy kuglepen

Og der er også masser af vilje bag parrets projekt, fortæller Helle Olsen.

- Det skal ende i en stor flot udtryksfyldt fotobog med alle vores positive billeder i, forklarer hun.

Og der er netop en pointe i, ikke at gå efter de samme billeder man typisk kender af næsehorn, der har fået skåret hornet af, for vi vil have den positive vinkel, fortæller hun.

Sammen med en outdoor udstilling, der skal vises i en række af Europas hovedstæder, tæt på beslutningstagerne, som måske lige er gået forbi den, inden de går ind og skriver under på en politisk aftale.

- Vores mål er, på en ny måde, at vise mennesker, at der er noget andet derude end bare død og ødelæggelse af naturen, forklarer hun.

- I stedet for at være aktivistiske, en grøft man hurtigt kan hoppe over i, så prøver vi at gøre det med stil, for det vækker nogle gange lidt mere opsigt, siger Helle Olsen.

- Når man bor i naturen og mærker den, smitter det af på ens billeder

URI GOLDMAN, naturfotograf

Når man på et tidspunkt kan anskaffe sig parrets mobbedreng af en coffee table book på 300-400 sider, vil parret i forbindelse med åbningerne af deres outdoor udstillinger i Europas hovedstæder forsøge at få lov at overrække de nationale miljøministre et eksemplar, samt en en kuglepen af et af de mærker, som politikerne normalt underskriver politiske aftaler med.

Det fortæller Uri Golman, der godt ved at de ikke redder verden med en kuglepen, men kan man få en enkelt aftale underskrevet med parrets udstilling i baghovedet.

- Så har vi gjort en forskel, siger han.

Projektet handler ikke kun om politikerne, men også om dig og mig, supplerer Helle Olsen.

- Så derfor er vores agenda også at komme ud til dine og mine forældre, siger hun. Kan vi tage dem med ud i verden, via vores bog, så kan vi se at mange bække små kan blive til en større å.

- Og med det, at starte et nyt håb, siger Helle Olsen.

Primitive ophold giver bedre billeder

Indtil videre har projektet bragt parret på et par rejser til Grønland, Borneo, Centralafrika og Finland.

Et af dogmerne er, at bo forholdsvist primitivt. Dvs. at de bor i telt og kun har de allervigtigste fornødenheder med sig.

- Når man bor i naturen og mærker den, smitter det af på ens billeder, forklarer Uri Golman.

Så at komme ned og bo i telt i Arktis eller i hængekøje i junglen og høre nattens lyde, og i Afrika at høre løven brøle i natten, hundrede meter fra hvor man sover, er så fantastisk, fortæller han.

I takt med at man vænner sig mere og mere til naturen, bliver man tryggere og tør bevæge sig tættere på dyrene og får dermed bedre billeder, forklarer Uri Golman.

Og som en bonus er det meget billigere, i forhold til at bo på femstjernet lodge og køre ud med jeep, siger fotografen.

Når man bevæger sig ind i den vilde natur, opstår der naturligvis en række uforudsete situationer, men Helle Olsen og Uri Golman betragter ikke deres rejseform som farlig. Slet ikke sammenlignet med at være en del af en normal dansk hverdag.

Helle sidder ved en flod ved parrets campområde i Oulanka National Park, Finland. (Foto: Uri Golman © Wild Explorer)

- Selvfølgelig er der vilde oplevelser, siger Uri Golman, men jeg synes det er væsentligt farligere at cykle i København, end at opholde sig på den afrikanske Savanne.

Holder naturantennerne intakte

Det moderne menneske har måske i dag mistet sine naturantenner, siger Helle Olsen. Og dem kan man ikke undvære i junglen, forklarer hun.

- Har man hængt sine bukser til tørre over et gelænder i en gammel mini-camp i junglen, skal man huske at ryste dem først. Og gør man ikke det, kan man hænde at finde en 20 centimeter lang skolopender i sine bukser og det ønsker man ikke, siger hun.

Og man skal også huske at sætte sine strømper ned over støvlerne, så man ikke stikker fødderne ned til en giftig edderkop.

Men der sker altid noget uforudset og det er det som er sjovt, siger Helle Olsen.

Til februar går parrets næste rejse går til Maasai Mara i Kenya.

Natursyn på P1 har besøgt parret i deres hjem i Nivå. Hør udsendelsen her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve