Fysikere beregner koncertslagsmål

To amerikanske fysikere og heavy metal-fans har udviklet en matematisk model for den tumult, der opstår i de såkaldte ”mosh-pits” til koncerter.

To forskere har udviklet en matematisk model, der kan udregne bevægelsesmønsteret i "mosh-pits", der er de frivillige masseslagsmål, som finder sted blandt publikum til heavy metal koncerter. (Foto: Tatu43)

Takket være to studerende fra Cornell University i USA, kan fysik kan nu officielt betegnes som rock'n'roll.

Matt Bierbaum og Jesse Silverberg har nemlig udviklet en matematisk model, der kan udregne bevægelsesmønsteret i "mosh-pits", der er de frivillige masseslagsmål, som finder sted blandt publikum til heavy metal koncerter.

Det skriver radiostationen NPR.

Folk opfører sig som gasmolekyler

De to studerende nyder selv, at gå til heavy metal koncerter, og det var også under en koncert, at Jesse Silverberg for fem år siden fik idéen til projektet.

Fordi han havde sin kæreste med, fik han mulighed for at observere en mosh-pit i stedet for at deltage i den, og her slog det ham, at deltagerne i "pitten" bevægede sig ligesom gasmolekyler.

- Det er i princippet bare et tilfældigt virvar af kollisoner, hvilket fuldstændig svarer til gassen i den luft, vi indånder, fortæller Jesse Silverberg til NPR.

Heavy metal research på Youtube

De grundlæggende regler for, hvordan gasmolekyler bevæger sig er allerede grundigt beskrevet af fysikere, så Bierbaum og Silverberg gik mere praktisk til værks for at beskrive koncertgængernes bevægelser. Blandt andet ved selv at gå til koncerter og studere youtube-klip.

De kiggede på, hvor hurtigt folk bevægede sig, og hvor tæt folk stod, og ved hjælp af en lang række variabler kunne de lave en ny matematisk model.

Med den matematiske model kunne de to heavy metal fysikere skabe en simpel animation, der simulerer det bevægelsesmønster en stor gruppe mennesker har til en koncert.

Modellen blev præsenteret i sidste uge på et møde for American Physical Society.

Ikke kun for sjov

De nye resultater kan dog være interessante af mere alvorlige grunde. For under paniksituationer og nødstilfælde kan den nye model være med til at forudsige folks bevægelsesmønstre.

- Vi håber, at vores forskning også kan give viden om, hvordan man håndterer andre ekstreme situationer som demonstrationer, protester og andre paniksituationer, der involverer mange mennesker, siger Matt Bierbaum.

De to heavy metal fysikere understreger i øvrigt, at ingen amerikanske skattekroner blev brugt på koncertbilletter.

Du kan simulere din egen "mosh-pit" her.