Kartoffelaffald kan fylde fremtidens flødeboller op

Danske forskere skal udvikle metoder til at erstatte protein fra kød og æg med protein fra kartofler.

(Foto: Gitte Kjærbøl © Scanpix)

Årligt producerer danske virksomheder kartoffelmel fra mere end 1,2 millioner ton kartofler – en produktion, der kaster omkring 10.000 ton protein af sig som restprodukt, der i dag kun kan bruges som dyrefoder.

Et dansk forskningsprojekt skal de næste fem år undersøge hvordan kartoffelprotein kan erstatte nogle af de animalske proteiner, som fødevareindustrien i dag bruger.

Det handler primært om at løse to problemer ved proteinet, som alle, der har skrællet en kartoffel, kender hjemme fra køkkenet.

Det fortæller adjunkt og leder af projektet Carsten Scavenius fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Univesitet til P1 Morgen.

- Når man skærer en kartoffel over, bliver den brun. Og det samme gør proteinet. Hvis man vil lave en kartoffelmarengs, er det træls den bliver brun, siger han.

Derudover er det almindeligt kendt, at man ikke må spise det grønne fra kartoflen, da det indeholder et giftstof, som kartoflen bruger som sit naturlige forsvar.

- Og toksinet kan også være til stede i kartoffelproteinet, så det skal vi også af med, forklarer Carsten Scavenius.

Derfor skal projektet dels udvikle en række enzymer, der kan forhindre at kartoffelproteinet bliver brunt og samtidig være i stand til enten at nedbryde eller helt fjerne giftstoffet i kartoflerne, forklarer adjunkten.

Og helt grundlæggende er der ikke forskel på de proteiner vi får fra en kartoffel og de animalske, som vi fx får fra kød og æg.

- Proteiner består alle sammen af 20 forskellige aminosyrer, der er byggesten til at lave proteiner af. Dem sætter man sammen og får forskellige proteiner af, men de 20 forskellige aminosyrer er de samme i både planter og i dyrene, forklarer Carsten Scavenius.

- Det vil sige at der er principielt ikke nogen ernæringsmæssig forskel på om du får proteinet fra kartoflen eller et dyr.

Projektet løber frem mod 2021 og er støttet af innovationsfonden med 14,3 millioner kroner.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve