Kvinder forstår hunde bedre end mænd

Men vi mennesker er generelt gode til at afkode hundes sindsstemning, viser ny undersøgelse.

Kvinder er bedre til at tolke hundes sindsstemning ud fra deres knurren. (Foto: Jose Manuel Gelpi Diaz © ColourBox.com)

Mennesker er gode til at afkode hundes sindsstemning - og kvinder er særligt gode. Det viser en undersøgelse fra Eötvös Loránd-universitetet i Ungarn.

- Det er markant, at mennesker kan genkende en anden arts sindsstemning ud fra de lyde, den laver, fortæller Tamás Faragó, der er hovedforfatter på undersøgelsen, til den engelske avis, The Guardian.

Det er ikke den første undersøgelse, der undersøger mennesker evne til at tolke hundelyde, men det er første forsøg, der undersøger vores evne til at tolke hundes knurren.

Flere forskellige slags knurren

I undersøgelsen brugte forskeren optagelser fra 18 hunde, der knurrede: En knurren, mens hunden vogtede sin mad, en knurren, mens de legede “tovtrækning” med mennesker og endelig en knurren, når hunden følte sig truet af en fremmed.

Forskerne afspillede lydene for 40 forskellige voksne medvirkende, som skulle markere, hvordan de oplevede den knurren, de hørte - om den udtrykte frygt, aggression, desperation, glæde eller legehumør.

Derefter skulle de medvirkende gætte på, om hvilken type knurren, der var tale om.

Følsomme kvinder rammer mest plet

Ifølge The Guardian viste det sig, at de medvirkende kunne gennemskue den legende knurren i 81% af tilfældene, den knurren, der signalerede, at hunden beskytte sin føde i 60% af tilfældene og den knurren, der signalerede, at hunden følte sig truet 50% af gangene. Det viste sig, at det særligt var de to sidste type knurren, der ofte blev blandet sammen.

Samtidig viste undersøgelserne, at kvinder og hundeejere uafhængigt af køn, var bedre til at tolke hundens sindsstemning ud fra dens knurren.

- Man kender til, at kvinder er mere følsomme overfor andres humør, og det er formodentlig denne højere følsomhed, der kan hjælpe med at skelne mellem de forskelle slags knurren, skriver forfatteren ifølge The Guardian.

I øvrigt opfattede de medvirkende knurren fra hunde, der vogtede deres mad, som den mest aggressive.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve