Liv på andre planeter kræver MASSER af vand

Et nyt britisk studie peger på vigtigheden af oceaner for at andre planeter skal kunne huse liv.

Uden havstrømme, som fx det nordlige Atlanterhav her ved Island, vil det blive svært at rumme liv på andre planeter, viser et nyt studie. (© NASA)

Jagten på liv i rummet er de seneste år blevet kraftigt intensiveret og indtil nu har man primært fokuseret på at bedømme andre planeters eventuelle beboelighed ud fra deres atmosfære.

Men et nyt studie fra University of East Anglia i den engelske by Norwich viser, at liv også kræver tilstedeværelse af vand i så rigelige mængder, at der er tale om hav.

Ved at computersimulere havstrømme på en fiktiv oceandækket og jordlignende planet, fandt forskerholdet ud af, at havstrømme er afgørende for at opnå et stabilt og beboeligt klima.

Det fortæller de i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af resultatet, der er offentliggjort i magasinet Astrobiology.

Oceaner kan kontrollere klimaet

Matematikprofessor David Stevens fra universitetet, som har bidraget til simulationen, forklarer at havene fungerer som en buffer, der kan udjævne årstiderne:

- Oceaner har en enorm kapacitet til at kontrollere klimaet. De er gavnlige, fordi de får overfladetemperaturen til at reagere langsomt på solvarmen, forklarer han. Og de er med til at sikre, at temperaturudsving på tværs af planeten holdes på acceptable niveauer.

Han bruger Mars som et eksempel på en planet i den beboelige zone, som ikke har oceaner. - Det forårsager skift i lufttemperaturer på over 100 grader, fortæller han.

Jagten på livet i rummet foregår fra både observatorier på jorden og fra en række rumsonder. Sidste år blev sonden Gaia sendt ud i rummet for at kortlægge op mod en milliard stjerner og deres exoplaneter.