Matematikere flokkes om terningen med 120 sider

Verdensrekorden i antal sider på terninger har snart været fremme i et år, og skaberne ved ikke, hvad den skal bruges til.

I foråret 2016 blev den bemærkelsesværdige terning med 120 sider præsenteret i fysisk form første gang af Dice Lab. Nu bliver terningerne udstillet på en matematikkongres i USA som et slags matematisk kunstværk. (Foto: Erik S. Lesser © Erik S. Lesser og Scanpix)

VIDENSKABSBILLEDET

Det kan være svært nok at slå en sekser og komme i gang med at rykke sine brikker i Ludo. Tænk hvis så terningen havde 120 sider …

Ifølge matematikere er 120 sider det højeste antal sider, der er muligt på en terning. Og i foråret 2016 præsenterede det amerikanske Dice Lab som de første en fysisk udgave af terningen.

Lige nu kan de flere end 6000 mennesker samlet i Atlanta i USA til verdens største matematikkonference, JI MathematicsMeetings, også nærstudere terningen med 120 sider – sammen med flere andre nærmest kunstneriske matematisk smukke skulpturer.

Se billedet øverst, hvor terningerne er samlet i en pyramide.

Robert Fathauer og Henry Segerman fra Dice Lab erkendte helt fra starten, at det var den smukke form og den matematiske udfordring, der lå til grund for deres lancering af terningen, for den vil formentlig ikke få nogen praktisk betydning. Og så var den dyr at udvikle, sagde Robert Fathauer dengang til Wired.

Den 120-siders polyeder har 12 knudepunkter, hvor 10 trekanter mødes. Tallene er samtidig fordelt jævnt, så 1 og 120 er placeret modsat hinanden.

I YouTube-videoen fortæller Robert Fathauer, der selv er uddannet inden for matematik og fysik, om skabelsen af terningen. Bemærk, at videoen er på engelsk.

d120

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve