NASA tester næste generation af ion-motorer

Stadigt kraftigere elektriske raketmotorer kan sende rumsonder endnu længere ud i rummet.

Hall Effect Rocket with Magnetic Shielding (HERMeS) hedder denne raketmotor, der fungerer noget anderledes end traditionelle kemiske raketter.

VIDENSKABSBILLEDET

Dr. Pete Peterson ved Glenn Research Center hos NASA er en af de forskere og teknikere, som lige nu tester næste generation af såkaldte ion-motorer, eller elektriske raketter.

Motoren han er ved at justere på billedet, er en såkaldt Hall Effect raket, der bruger elektricitet til at accelerere partikler op i høj hastighed, som derefter sendes ud af motoren og driver et rumskib fremad.

Den præcise model kaldes Hall Effect Rocket with Magnetic Shielding (HERMeS) og den opererer ved 12,5 kW, som er tre gange mere end eksisterende systemer.

På en rumsonde med store solpaneler, der kan levere nok strøm, kan flere Hall-thrustere kombineres.

I modsætning til traditionelle kemiske raketter kan Hall-thrusters dog ikke bruges til at komme væk fra Jordens tyngdebrønd. Det har de ikke kræfter nok til. Men de kan være tændt i enormt lang tid ude i rummet og langsomt skubbe fx rumsonder op i enormt høje hastigheder. Det skyldes, at de ikke skal have store mængder brændstof med.

Den første Hall-thruster blev opsendt af Sovjetunionen i 1971 og siden da er flere hundrede blevet opsendt. Men teknologien forbedres stadig.

De nye motorer forventes at blive brugt ved NASAs kommende missioner ud i det dybe rum. Blandt andet når asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter skal undersøges.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve