Nu kommer spillekonsollen til hunde

Menneskets (bedste) ven har også brug for underholdning, lyder begrundelsen fra opfinderne af spillekonsollen CleverPet.

Skærmprint fra CleverPets YouTube-video 'CleverPet -- Engage Idle Paws' (Foto: CleverPet © CleverPet.com)

I denne uge samles techinteresserede mennesker til den store CES-messe i Las Vegas i USA for at kigge på nye og kommende smarte, skøre og mærkelige gadges.

Tidligere på ugen vandt CleverPet førstepladsen i en pitch for startup-virksomheder med en spillekonsol for hunde. Og det britiske Wired-webmagasin var med. De citerer Leo Trottier, der har skrevet ph.d. i adfærdsterapi på University of California i San Diego, fra CleverPet:

- Mange af os vil aldrig efterlade et familiemedlem alene hjemme hele dagen og bare bede ham sove tiden væk.

Ejeren følger med på en app

Spillekonsollen CleverPet Hub er af plastik, er udstyret med blinkende lys og højttaler, og den kan afspille flere programmer i forskellige sværhedsgrader: ’fang-egernet'-spillet, fang lyset -hvor hunden skal sætte sin pote på det blinkende lys i et vist tidsrum - samt mere komplicerede lysmønstre, som hunden skal regne ud.

Gevinsten ved klaret opgave er ikke retten til kødbenet hos ærkerivalen i naboens hundekurv, men udvalgte godbidder som ejeren har fodret konsollen med.

Ejeren kan gennem en app hele tiden følge hundens anstrengelser og afstemme gevinsten af godbidder, så det passer med hundens kostplan.

Ifølge Wired samlede CleverPet i 2014 180.000 dollars ind til udviklingen af konsollen gennem crowdfunding-platformen Kickstarter. Og nu er man klar til at sende konsollen ud på det åbne marked inden for et par måneder.

Kunne det være noget for din bedste ven?- Mange af os vil aldrig efterlade et familiemedlem alene hjemme hele dagen og bare bede ham sove tiden væk, lyder argumentationen.

Opslået af DR Nyheder på 9. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve