Nyt nærbillede af "Dødsstjerne-månen" Mimas

Cassini-sonden kom i weekenden helt tæt på den lille ismåne, der ligner Dødsstjernen fra Star Wars.

Nærbilledet af ismånen viser tydeligt, hvor arret den lille klode er af tusinder af meteornedslag. (© NASA/JPL-Caltech/SSI)

VIDENSKABSBILLEDET

NASA's rumsonde Cassini tæller dagene, inden den ved et kontrolleret styrt ender sine dage som en ildkugle, der brænder op i Saturns atmosfære.

Men den indsamler data og tager spektakulære billeder til det sidste.

Den 30. januar sendte den dette fantastiske billede af den lille ismåne Mimas hjem til Jorden, som NASA delte på det sociale medie Instagram i går.

Et billede slået op af NASA (@nasa) den

Minder om Dødsstjernen

Mimas er den mindste og inderste af Saturns større måner. Månen har en radius på under 200 kilometer og er dækket af kratere, der er op til 40 km i diameter.

Og den er ikke helt stor nok til at bevare en kugleform, i stedet er den mere æggeformet.

Månen består sandsynligvis næsten udelukkende af vandis. Vand er det eneste stof, som forskerne nogensinde har opdaget på månen, og dens tæthed tyder også på, at den er en isklump.

Mimas blev opdaget af astronomen William Herschel i 1789. Månen har sit navn efter Gaias søn i den græske mytologi.

Fra visse vinkler har Mimas en uhyggelig lighed med den fiktive rumstation Dødsstjernen fra Stjernekrigen fra 1977. Månens største krater Herschel ligner nemlig rumstationens superlaser.

Tilbage i starten af januar tog Cassini dette billede af Mimas, hvor ligheden med Dødsstjernen er tydelig.

Den 7. januar tog Cassini dette billede af Mimas, hvor kæmpekrateret Herschel er meget tydeligt. (© NASA/JPL)