På dronetur langs Stevns Klint

Tag med langs det sted i verden hvor sporet fra dinosaurernes udslettelse ses bedst.

Da et enormt meteornedslag fandt sted over Mexicos Yucatán-halvø for 65½ millioner år siden, afsluttede det kridttids-epoken og blev dermed også et farvel til dinosaurernes knap 200 millioner år lange æra.

Nedslaget resulterede i enorme tsunamier, mens støv og aske blev hvirvlet op i atmosfæren i stå store mængder, at det efterfølgende nedfald lagde sig som et tyndt askelag over hele kloden, indeholdende meget høje koncentrationer af stoffet iridium.

Det sted i verden hvor laget er mest tydeligt er på Stevns Klint i det østlige Sjælland. Laget kaldes i Danmark for fiskeler og på Stevns Klint ses det som en cirka fem centimeter tyk stribe, der deler det øverste limstenslag med de nedre kalk- og flintestenslag.

Gennem det meste af Danmarks historie, har Stevns Klint haft stor betydning.

Man har blandt andet brudt både limsten og flint langs den 12 kilometer lange klint, de uindtagelige klipper har haft stor militær betydning og i 2014 blev området optaget på UNESCOs verdensarvsliste.


Tag med på en kort flyvetur langs klinten i klippet herover, optaget på en forblæst decemberdag i 2015, hvor dronen blev presset til det yderste.

Fakta

  • Stevns Klint på Sjælland troner ud mod Øresund og er 12 kilometer lang og op til 41 meter høj.
  • Klinten er det sted på kloden, hvor sporene fra dinosaurernes udslettelse ses mest tydeligt.
  • De ses i det såkaldte fiskeler – en lille få centimeter tynd stribe, hvor leret er farvet mørkt af aske.
  • Askelaget markerer det tidspunkt for 65,5 mio. år siden hvor en meteor slog ned i Mexico og udryddede dinosaurerne.
  • Over fiskeleret består Stevns Klint af limsten. Under det, en række lag af kalk og flint.
  • Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
  • Kirken, der i dag ligger helt ud til kanten hedder Højerup gamle Kirke og blev opført i 1200-tallet.
  • Dengang lå den et godt stykke inde i landet.
  • Siden har havet ædt sig ind på den og i 1910 blev den lukket.
  • Få årtier efter, forsvandt koret og en del af kirkegården i havet.
  • Foruden et hav af turister, er det i dag primært fuglene, der nyder godt af klinten.
  • Blandt andet vandrefalken, der efter mange års fravær, har ynglet på Stevns Klint siden 2007.
  • Stedet blev i 2015 besøgt af 115.000 gæster.


Kilder:
Stevnsklint.dk
Wikipedia

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve