Planet-måltid kan måske forklare mystisk megastruktur-stjerne

Lyset fra den uforklarlige stjerne "Tabby's star" dæmpes måske, fordi stjernen for nyligt har spist en stor planet, mener forskere.

Den mystiske stjernes uforklarlige lys kan måske forklares ved et stort måltid, som planeten indtog for mellem 200 og 10.000 år siden.

I efteråret 2015 skabte stjernen KIC 8462852 en del virak på internettet. Noget skygger nemlig for op til 22 procent af lyset fra stjernen med kælenavnet 'Tabby's Star'. Og forskerne har endnu ikke kunnet forklare, hvad det er.

Mange teorier har været oppe at vende: fra kometskyer over protoplanetare støvskiver til intelligente rumvæsner. Men ingen af dem har vist sig at holde vand.

Nu har forskere ved Columbia University i New York foreslået en ny forklaring på den mystiske stjernes lysshow.

De foreslår, at resterne af et astronomisk måltid kan være dét, der blokerer for stjernens lys. KIC 8462852 er simpelthen ved at komme sig, efter den for op til 10.000 år siden slugte en af sine planeter.

Det kan nemlig forklare både de periodevise dæmpninger af lyset og den gradvise dæmpning over tid, som astronomer har observeret.

For hvis Tabby's Star på et tidspunkt i sin fortid slugte en planet, ville planetens energi få stjernens lys til midlertidigt at intensiveres for derefter at aftage gradvist.

Alt efter hvor stor den slugte planet var, kan det være sket for mellem 200 og 10.000 år siden, forklarer forskerne.

Da planeten blev spist, blev den måske revet i småstykker, så planetmateriale og eventuelle måner blev spredt i en sky rundt om stjernen i sære kredsløb, der reducerer stjernens lys, hver gang de passerer mellem os og den.

Og det kan forklare, hvorfor stjernen "blinker". Næste gang det sker, håber forskerne, at de kan se signaturer af planetrester, der passerer tæt omkring stjernen.

Forskeren Jason Wright fra Penn State University, der fremsatte den kontroversielle teori om, at megastrukturer bygget af rumvæsner skygger for stjernen, siger til New Scientist, at den nye teori ryger direkte ind i toppen af forklaringer.

Teorien er dog endnu ikke publiceret i et tidsskrift.