Sådan inviterer du vilde bier til havefest

Vilde bier er gavnlige gæster, der sjældent stikker, men til gengæld hjælper med at bestøve havens blomster og befrugtning af bær og frugt.

Bier har en vigtig rolle i have og naturen ved at transportere pollen mellem blomster. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Vilde bier er nogle af naturens mest markante insekter, der flyver fra blomst til blomst i jagten på nektar og pollen, mens de bestøver vores planter og hjælper med at sikre bedre afgrøder.

De vilde bier er en fryd for de fleste havefolk, der lige nu går og glæder sig til foråret. Men i de sidste mange årtier er bierne dog blevet sjældnere, og visse arter er ikke blevet observeret i Danmark siden før 1. verdenskrig. Specielt landbrugets giftstoffer (insekticider og herbicider), manglende føde og egnede steder at bygge rede får skylden for faldet. Der er ikke mange levesteder tilbage i vores intensivt dyrkede land, hvor også mange vådområder er drænet bort eller er blevet inddæmmet til opdyrkning.

- Vilde bier er ikke aggressive. De kommer ikke efter dig nær reden, som honningbier kan gøre

ADJUNKT CLAUS RASMUSSEN, INSTITUT FOR BIOSCIENCE, AU

Bedre forhold i haven

Heldigvis er der mulighed for at give de bier, der endnu er i den danske natur bedre forhold - også hjemme i haverne.

- Der findes ikke en facitliste, hvor man kan slå op præcis, hvordan man får bier til at flytte ind, fordi der er forskellige arter bier rundt omkring i landet med forskellige behov. Men der er ting, man kan gøre for at gøre haverne mere venlige overfor de vilde bier, fortæller Claus Rasmussen, der er adjunkt ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Hvis du vil indrette din have, så den bliver mere indbydende overfor vilde bier, er der tre hovedpunkter, du skal tænke på, fortæller Claus Rasmussen. Der skal være mad og drikke til bierne samt deres larver, der skal være mulighed for at bygge et bo, og der skal ikke være giftstoffer, der slår bier eller planter ihjel.

Gør haven bedre egnet til vilde bier
  • Sørg for at der er pollen og nektar i haven
  • Sørg for adgang til vand
  • Løse jordbunker er gode til redehuller
  • Undgå brug af ukrudtsmidler og andre gifte

Vand og føde

Varieret blomstrende flora i haven hjælper med at tiltrække forskellige bi-arter, fordi bi-arterne har forskellige præferencer - og der skal ikke nødvendigvis meget til.

Henning Bang Madsen, der er forskningstekniker ved Biologisk Institut ved Københavns Universitet fortæller, at bare i hans “lidt kedelige, skyggefulde have” i Glostrup har han fundet ikke færre end 50 forskellige bi-arter.

Claus Rasmussen tilføjer, at det ikke er alle forædlede haveblomster, der producerer pollen eller nektar i mængder, der tiltrækker bier. Så det er en god ide lige at kigge planterne efter i blomsterne.

Rimelig pollen- og/eller nektar-produktion er ofte lig med glade bier. Populære og flotte såkaldte dobbeltblomstrende blomster som fx roser og georginer har ikke pollen til gavn for bierne, men flotte er de jo alligevel.

Specielt honningbier skal også have vand i nærheden, særligt når det er varmt. Det kræver ikke særligt meget vand, blot et fuglebad eller tilsvarende kan være nok.

Mulighed for at bygge bo

For at bier skal tiltrækkes til området, er det vigtigt, at de har et sted at bygge rede.

Mange bier bygger deres reder i jorden. Derfor er det en god ide, at der er adgang til bunker med løs jord eller løst sand i haven, eller områder med bar jord uden ret meget vegetation, fx i blomsterbede.

Andre bier bygger reder i hule kviste eller (ældre) insektgange i træ. Dem kan du hjælpe med “bi-hoteller”. Det er træblokke med udborede huller eller samlinger af hule kviste med blødt marv af fx ahorn eller brombær.

Undgå giftstoffer

Bier er også sårbare over for giftstoffer i haven - naturligvis insektgifte men også ukrudtsmidler kan påvirke bierne - hvis ikke direkte, så fordi ukrudtsmidlerne dræber planter, som bierne bruger til føde.

Seniorforsker Yoko Dupont fra Aarhus Universitet har forsket i, hvordan stoffet glyfosat, der bl.a. findes i ukrudtsmidlet Roundup, påvirker bierne. Og hun anbefaler, at du er varsom med at bruge det.

- Bare små doser får blomster til at blomstre mindre. Vi har set blomstring, der er blevet udsat i op til to måneder, siger hun til DR.

Det er særligt markant i landbrug, hvor glyfosat bliver brugt til at bekæmpe ukrudt. Men også i private haver kan glyfosat påvirke bierne.

Vilde bier

Selvom vi ofte kun tænker på honningbien, når vi tænker “bier”, så er der faktisk mange flere arter, end blot honningbien i Danmark. Faktisk er der 285 andre bi-arter i Danmark, selvom nogle af arterne ikke er blevet observeret længe.

I modsætning til de sociale honningbier, som vi kender fra bistaderne med en dronning, droner og hunlige arbejdsbier, er de fleste vilde bier faktisk enegængere. De bygger små reder, hvor de lægger æg oveni en klump af mad (bibrød) til afkommet, men har ikke deciderede bikuber.

I modsætning til honningbierne har de fleste vilde bier heller ikke en brod, der kan skade os.

Bierne er ikke farlige

Måske tænker du, hvorfor vi overhovedet skal gøre os umage for at have vilde bier i haven. Det er jo insekter, der stikker. Men Claus Rasmussen forklarer, at det faktisk ikke er korrekt. Det er nemlig næsten kun honningbier, der stikker.

- Vilde bier er ikke aggressive. De kommer ikke efter dig nær reden, som honningbier kan gøre, fortæller han.

Faktisk er det kun hunbier, der kan stikke. Hanbier har nemlig ikke nogen stik-brod. Og mange af de vilde hunbier, som fx jordbierne, har ikke en funktionel brod, overhovedet.

De eneste insekter, du skal bekymre dig en smule om, er sociale hvepse/gedehamse (der ikke er bier), honningbier og måske humlebier, der altså godt kan stikke, hvis de direkte provokeres fx ved at nulre dem i hånden.

Men de har så andre fordele: Honningbierne producerer honning, og mange hvepse er gode til at jage fx. kålorme, der kan ødelægge grøntsagshøsten i urtehaven.

Fordelen ved at have vilde bier, at de giver liv til haven, det er godt for biodiversiteten, og så hjælper de også med at bestøve blomster, træer og buske, hvilken igen kan være med til at sikre bedre høst af bær og frugt.

Populære planter

Vil du gerne vælge planter og frø, der er attraktive for vilde bier til haven, så er der råd for det. Claus Rasmussen har samlet en liste over nogle af de mest populære planter hos bi-arterne.

Tallene er fra Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland, men Claus Rasmussen mener, at det bør kunne overføres til Danmark, fordi bi-arterne og floraen minder om det, vi ser i Danmark.

De ti mest populære plantearter er:

  • Brombær (generelt hele slægten Rubus) - 87 bi-arter besøger planten i England
  • Tidsel (Cirsium) - 83 bi-arter
  • Mælkebøtte (Taraxacum) - 64 bi-arter
  • Kirsebær, blommer mv. (Prunus) - 61 bi-arter
  • Pil (Salix) - 61 bi-arter
  • Skærmplantefamilien - 59 bi-arter
  • Brandbæger (Senecio) - 52 bi-arter
  • Knopurt (Centaurea) - 43 bi-arter
  • Kællingetand (Lotus) - 43 bi-arter
  • Kløver (Trifolium) - 32 bi-arter.