Se ni arter med sære videnskabelige navne

I takt med at flere og flere biologiske arter opdages, stiger kravene til kreativitet.

Blæksprutten her har fået sit navn Wunderpus photogenicus, som en opfordring til at indsende flest mulige fotos af den, da hvert eneste individ har sit eget mønster. (Foto: nickeverett1981 - Fotolia © sCANPIX)

Når arter i biologiens verden skal have et navn, todeles det og får både artens slægt og et specifikt navn.

Et system, der blev grundlagt af den svenske zoolog og botaniker Carl von Linné tilbage i 1700-tallet.

Og faktisk står det enhver frit for, at navngive en art, som anses for at være ny for videnskaben.
Det fortæller adjunkt og medlem af den internationale kommission for zoologisk navngivning Thomas Pape fra Statens Naturhistoriske Museum i København til DR Videnskab.

- Reglerne er ret detaljerede, men der er ingen krav om, at hverken navn eller beskrivelse skal møde visse kvalitetskrav, forklarer han.

Et artsnavn skal være på mere end et bogstav, og navnet skal (i princippet) kunne udtales. Et artsnavn skal altid gives i kombination med et slægtsnavn, og det skal tydeligt fremgå, at der er tale om et navn, som er nyt for videnskaben. Arten skal ledsages af en beskrivelse, men der er ingen krav om, hvor detaljeret denne beskrivelse skal være, forklarer Thomas Pape.

I et videnskabeligt studie fra 2011 blev det estimeret, at der findes omkring 8,7 millioner arter på kloden, hvoraf blot 1,25 million er blevet beskrevet.

Med alle disse arter, skal der en vis fantasi til, for at komme op med nye navne. Og der er utallige eksempler på aldeles besynderlige navngivninger af arter. Her er ni:

Bling bling hestefluen ’Scaptica beyonceae’

(© Creative Commons- Wikimedia Commons)


- opkaldt efter sangerinden Beyonce.
Selvom arten allerede blev opdaget i 1981, blev den først beskrevet videnskabeligt i 2012 af den dengang 24-årige australske forsker Bryan Lessard, som en cadeau til sit store amerikanske R'n'b idol.

Møl-arter fanget i bogstavrim
Da insektforskeren William Dunham Kearfott i begyndelsen af 1900-tallet fandt adskillige arter af natsommerfugleslægten Eucosma, slap hans navngivningsfantasi hurtigt op og han døbte derfor sine fund E. bobana, E. dodana, E. fofana og så videre.

Farverig fugl kom, så og sejrede

(© Creative Commons- Wikimedia Commons)


En art af de farverige lorier, som uddøde for mellem 700 og 1300 år siden, har efterfølgende fået det noget misvisende navn Vini Vidivici, der bedst kan oversættes med ”jeg kom, jeg så og jeg sejrede”. Hvilket må siges at være en sandhed med modifikationer, med mindre den sejrede sig helt ihjel.

Blæksprutten Wunderpus photogenicus

(Foto: nickeverett1981 - Fotolia © sCANPIX)

Den smukke blæksprutte lever i Stillehavet fra Bali i vest til Vanuatu i øst og er kendetegnet ved at hver eneste individ har sine helt egne mønstre. Hvilket sandsynligvis har givet inspiration til dens videnskabelige navn Wunderpus photogenicus da forskerne bag dens opdagelse gerne har villet opfordre til at man fotograferede den, for at lære den bedre at kende.

Holland er et svin

(© Creative Commons- Wikimedia Commons)

Det videnskabelige navn på den forhistoriske amerikanske kæmpegris Dinohyus Hollandi betyder ”Holland er et forfærdelig svin” og referer ikke til vores europæiske søsterland, men derimod til den tidligere leder af museet Carnegie i den amerikanske by Pittsburgh W.J Holland.
Udover at være en glimrende zoolog og palæontolog, var han en berygtet og halvfjendtlig personlighed, der generelt behandlede sit personale og sine studerende ringe, men også konsekvent tog æren for alle deres videnskabelige opdagelser.
Men hævnen er som bekendt sød og derfor blev den videnskabelige beskrivelse af mobbedrengen på billedet herover dedikeret til Holland.

Slimpsvamp-biller opkaldt efter George W. Bush' regeringstop

(© Creative Commons - Wikimedia)


Forskere på det anerkendte Cornell University i Nordamerika, dedikerede opdagelsen af tre biller der lever på slimsvampe til Dick Cheney, Donald Rumsfeld og George W. Bush under betegnelserne Agathidium cheneyi, Agathidium rumsfeldi og Agathidium Bushi.
USA’s tidligere præsident har siden takket for benævnelsen, men hvorvidt den er en dybfølt respekt eller der – billernes diæt taget i betragtning – er tale om en sarkastisk politisk hilsen, må stå hen i det uvisse.
På billedet herover ses Agathidium Bushi.

Opkaldte ulækker myg efter sin kone
Den danske zoolog Carl Marinus Steenberg opkaldte i 1924 en dansk svampemyg efter sin kone ved at give den navnet Phronia johannae. Hun har næppe været overvældet af glæde, idet Steenberg beskriver, hvorledes denne art af svampemyg udmærker sig ved, at larven dækker sig med sine egne ekskrementer, så de danner en tyk beskyttelseskappe.

Amøbe navngivet efter kaotisk indre

Amøben Chaos chaos har ganske kortfattet fået sit navn, fordi dens indre virker som et uorganiseret kaos.

Længste og korteste videnskabelige navn
Selvom man er lille, kan man jo sagtens få sig et drabeligt langt navn. Og fluen Parastratiosphecomyia sphecomyioides regnes for at være den art, som har det længste accepterede videnskabelige navn overhovedet. Omvendt skal vi til flagermusenes verden for at finde det korteste navn, nemlig på arten Ia io, der findes i Sydøstasien.

Og et tiende og meget hjemligt eksempel
Efter denne artikel var udgivet i sin oprindelige, modtog vi nok et eksempel fra en lektor på Aarhus Universitet, der gjorde opmærksom på den bakterieædende flagellat ved navn Cafeteria roenbergensis.
Den lille encellede organisme blev opdaget i Limfjorden af den danske marinebiolog Tom Fenchel og taxanomen David Patterson tilbage i 1988 og de valgt at opkalde den forslugne flagellat efter cafeteriet i Rønbjerg havn, som må tænkes at have spillet en væsentlig rolle i de to forskeres opdagelse. Og som naturligvis lige måtte med her på oversigten.

Kilder: Smithsonianmag, Wikipedia og Statens Naturhistoriske Museum

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve