Sjældent fænomen: Vindmøller kløver skyer over Nordsøen

Forklaringen på fænomenet skal findes i den perfekte kombination af varm og fugtig luft, et koldt hav og hård vind fra sydvest.

Bagerst i billedet kan man se, at havet igen åbner sig under de tågefyldte hvirvelvinde. Det skyldes, at hvirvlerne spreder sig og begynder at trække varm luft ned fra oven, så tågen fordamper. (Foto: Gitte Lundorff © Bel Air Aviation)

VIDENSKABSBILLEDET

Det har været en smuk vinterdag, da helikoptorpilot Gitte Lundorff i januar sidste år fangede dette pletskud med sin iPhone over havmølleparken Horns Rev 2.

På billedet ser det ud til, at de enorme havmøller nærmest kløver skyerne for derefter at hvirvle dem op. Et fascinerende fænomen, men hvad skyldes det?

Horns Rev 2
  • Er en havvindmøllepark, der bygget på et rev i Nordsøen ca. 30 km fra Esbjergs kyst.
  • Da parken stod færdig i november 2009, var den verdens største. Men den blev allerede overgået året efter af Thanet Vindmøllepark ud for Englands kyst.
  • Horns Rev 2 består af 91 vindmøller, der dækker et areal på 35 km2.
  • Møllerne kan levere op til 209 MW - nok til at dække ca. 200.000 danske husstandes årlige elforbrug.

Kilde: DONG Energy

Det besluttede forskere fra DTU Vindenergi sig for at undersøge i samarbejde med DONG Energy, der ejer Horns Rev 2.

Det viser sig at være den helt rette kombination af varm og fugtig luft, et koldt hav og optimal vindhastighed, der skaber det sjældne fænomen, forklarer Charlotte Bay Hasager, der er seniorforsker på DTU Vindenergi.

Der er altid hvirvler bag møllerne. Normalt er de usynlige, men den 25. januar 2016 ved middagstid strømmede en varm, fugtig luftmasse ind over Nordsøen fra sydvestlig retning.

Da den varme luft mødte det januarkolde hav, blev der dannet et tyndt tågelag i lav højde over havet.

På samme tid var vindhastigheden 13 m/s ved navhøjde (navet på en vindmølle er centrum af rotoren).

Den hårde vind betyder, at vindmøllerne har produceret ved optimal effekt - og dermed også haft optimale betingelser for at lave hvirvler i tågeskyerne.

- Ligesom en grydeske, der rører rundt i kagedejen, trækker vindmøllevingerne tågeluften ind i hvirvlerne, siger Charlotte Bay Hasager.

Nu er tåge over hav jo ikke ligefrem et usædvanligt fænomen, men som regel ligger tågen som en tyk dyne på et par hundrede meters højde, så det ikke er til at se tågen for bare - ja, tåge.

Men netop denne dag gav de tynde tågeskyer altså mulighed for et spektakulært syn fra helikopteren.

Vil du have flere detaljer om det atmosfæriske fænomen over Horns Rev 2, kan du læse den videnskabelige artikel, som forskere fra DTU Vindenergi i samarbejde med DONG Energy har lavet, her.