SpaceX-kapsel vender tilbage til Jorden fyldt med udstyr

Med over to tons eksperimenter og testudstyr i lasten, plaskede Dragon igår planmæssigt ned i Stillehavet.

Dragon-kapslen landede som planlagt i Stillehavet ud for Californiens kyst efter en måned i kredsløb.

VIDENSKABSBILLEDET

SpaceX-kapslen Dragon forlod igår den internationale rumstation ISS og landede planmæssigt i Stillehavet ud for Californiens kyst.

Ombord var masser af videnskabeligt udstyr og resultaterne af flere eksperimenter.

Kapslen blev frigjort ved hjælp af en robotarm af de to astronauter Thomas Pesquet fra ESA og Shane Kimbrough fra NASA.

Thomas Pesquet tweetede søndag følgende:

- I dag siger vi farvel til Dragon. Hun tager en del af os med tilbage til Jorden - vigtige videnskabelige prøver, nogle af dem fra mandskabet!

Kapslen landede omkring kvart i fire om eftermiddagen i går, efter at have tilbragt knap en måned i kredsløb. Dragon blev opsendt i toppen af en Falcon 9-raket den 19 februar.

En opsendelse der markerede første gang, at SpaceX opsendte en raket fra den historiske Pad39A ved Kennedy Space Center i Florida.

Eksperimenter og testudstyr ombord

Ombord var dengang 2500 kg udstyr og forsyninger til rumstationen.

Fordelen ved netop SpaceX Dragon-kapsel i forhold til de andre forsyningsrumskibe fx den russiske Progress, den amerikanske Cygnus og Japans HTV-2 er, at den er udstyret med et varmeskjold og derfor kan vende tilbage til Jorden.

De andre forsyningsrumskibe brænder op i atmosfæren og fungerer derfor kun som skraldebiler for ISS, når de forlader rumstationen.

Blandt de eksperimenter som vender tilbage til Jorden fra ISS er et eksperiment, der undersøger stamceller i lav tyngdekraft og prøver fra et andet eksperiment, som har undersøgt hvordan væv og knogler gendanner i lav tyngdekraft, skriver NASA i en pressemeddelelse.

Derudover er forskelligt udstyr, som er blevet testet på ISS, blevet sendt hjem - blandt andet et optisk kommunikationsapparat og en strålings-resistent computer til brug ved fremtidige lange rumrejser.