Strandet hval er en af havets absolutte kæmper

Hvalen ved Blokhus i Nordjylland er et eksemplar af den enorme finhval. Det er endnu uklart hvorfor hvalen er død.

Finhvalen er det næstlængste dyr i verden. Hvalerne gæster ret ofte de danske farvande, hvor de genner sild ind i fjordene. (Foto: Encyclopaedia Britannica © Getty Images)

Finhvalen er det næstlængste dyr i verden. De kan blive over 25 meter lange og kun blåhvalen er større. Og det var netop en næsten 20 meter lang finhval som i går blev fundet strandet ved Blokhus i Nordjylland.

Det vurderer Carl Kinze, der er biolog med speciale i hvaler. Men hvad hvalen er død af, vil Carl Kinze ikke gætte på endnu.

- Vi må prøve at finde ud af hvor længe siden det er, at den er død, for at finde ud af om der er hændt den noget. Det er svært at sige om den er død på revlerne ud for Blokhus eller længere ude i Skagerak, siger han til DR Videnskab.

Svaret på hvorfor en så stor hval strander på en strand ved Nordjyllands vestkyst er ikke så lige til, forklarer han.

- Alle hvaler dør jo. Det kan have været sygdom, ungdommens kådhed eller alderdommens affældighed - eller et uheld. Det kunne være kollision med et skib, siger Carl Kinze.

Tyder ikke på en kollision med skib

Han mener dog ikke umiddelbart, at der er noget der tyder på en kollision. Men vil ikke komme med noget konkret bud før dyrlægerne har undersøgt den døde hval.

Det bakker Peter Teglberg Madsen, hvalforsker ved Aarhus Universet, op om.

- I morgen ved vi meget mere om hvordan den er død. Hvis det for eksempel er et skib, der har ramt den, vil dyrlægerne kunne se det hurtigt. Er det en virus eller en anden sygdom kan det derimod tage meget lang tid, siger han til DR Videnskab.

- Det er sjældent vi kan sige noget om hvorfor hvaler dør. Jo mere dramatisk en død de har haft, jo mere sandsynligt er det, at vi kan sige noget.

Se hvordan en finhval ser ud under vandet her:

Fin whale

Dyrlæger skal obducere den døde hval

Ifølge Carl Kinze er der ikke andet at gøre nu, end at vente på de undersøgelser.

- Der bliver taget DNA-prøver, så vi kan se hvor den kommer fra. Vi regner med at den er Nordatlantisk. Men vi kan også se om den er kønsmoden og andre ting. Og så skal vi finde ud af hvad den har spist og om den måske har sultet, siger han.

Han forklarer også, at levende finhvalen i de senere år slet ikke er en sjælden gæst i Danmark.

- Havde den været levende og fundet i de indre farvande, var det ret almindeligt. Der har været set finhvaler stort set hvert år siden 2003, siger Carl Kinze.

Men hvalerne holder sig normalt til Kattegat og Østersøen, hvor de jagter sildestimer ind i fjordene.

Og en død hval er ikke fundet på vestkysten af Danmark siden 1945. Når finhvalen gennem tiden er strandet relativt ofte i de danske farvande skyldes det, at den er en af vores hyppigste hvalgæster. Sidst det skete var i Vejle fjord i 2010.

Selvom hvalen er død, er det vigtigt, at vi lader os fascinere af det kæmpestore dyr, siger Peter Teglberg Madsen.

- Vi skal huske, at det altså er det næststørste dyr på Jorden, der pludselig ligger der. Det eneste, der er større er blåhvalen. Og alligevel er det et pattedyr ligesom os, med lever, lunger og hjerne. Dyret er opbygget på samme måde som fx en mus, men den utrolige evolution har tilpasset dyret til at blive så enormt, og til at leve til havs af fiskestimer.

Finhvalen:

  • Latinsk navn: Balaenopters physalus
  • Stor og slank hval med lav rygfinne.
  • Verdens næstlængste dyreart, der kan blive næsten 30 meter lang.
  • Kan veje over 70 tons.
  • Hvalfangst reducerede finhvalen betragteligt.
  • I dag fanges den kun kommercielt af Island og Japan.
  • Finhvalen lever både i det dybe hav, men også i kystnære havområder med dybe fjorde.
  • To underarter lever på henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle.
  • Finhvalen har mange gange optrådt i danske farvande.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve