Tag et foto og nyd oplevelsen endnu mere

Det kan øge nydelsen af en begivenhed at fotografere undervejs, mener amerikanske forskere.

Mange er nok kommet hjem fra koncerter med et billede. Og det behøver ikke at have afledt opmærksomheden, mener amerikanske forskere. (Foto: Alexey Tulenkov © Alexey Tulenkov og Colourbox)

Normalt lyder eksperters råd, at det er bedst at være 100 procent til stede i nuet – og opleve begivenheder uden filter, fordi man så kommer nær på hinanden og oplevelsen samt sanser meget mere.

Det råd er blevet stadig mere relevant i en tid med smartphones og vores trang til at dele billeder med vennerne.

Men hvis du elsker at fotografere, så behøver fotografering ikke at snyde dig for spændende indtryk, bare fordi du ser på verden gennem en kameralinse. Faktisk tværtimod, fastslår amerikanske forskere.

For selve fotograferingen øger nydelsen i forhold til ikke at fotografere, konkluderer forskere fra Yale University, University of Southern California og University of Pennsylvania.

2000 ’fotografer’ hjalp til

Forskerne fik hjælp fra over 2000 forsøgsdeltagere ude i marken og på laboratoriet til at undersøge effekten af, hvad fotografering betyder for folks nydelse af en aktivitet, skriver American Psychological Association.

Deltagerne skulle blandt andet vælge mellem at tage på bustur eller spise et måltid mad. Og de skulle så enten tage fotos eller ikke tage fotos undervejs. Bagefter blev deltagerne bedt om at svare på et spørgeskema, så man kunne måle graden af engagement og nydelse.

I stort set alle tilfælde, nød ’fotograferne’ aktiviteten mere end de andre. Så ifølge studiet afleder det ikke opmærksomheden, fordi man stopper undervejs for at tage et foto.

Kamera kan irritere og distrahere

Man sendte også deltagere på museum, hvor de selv skulle gå rundt og kigge på udstillingen enten med eller uden kamera på slæb. Forsøgsdeltagerne var udstyret med et par briller, der havde indbygget eye tracking, så man kunne følge øjnenes bevægelser.

Forskerne fandt også der, at de, der tog fotos, brugte mere tid på at nærstudere tingene i udstillingen end de kameraløse.

Derimod ødelagde det noget af oplevelsen for ’fotograferne’, da de blev bedt om selv at deltage i et kunstprojekt, blandt andet fordi fotograferingen afledte opmærksomheden, og udstyret var irriterende at slæbe på.

Det tyder på, at fotografering kun øger oplevelsen, når man ikke aktivt skal lave noget andet ud over at tage fotos.

Intensitet kan også være for meget

Selve oplevelsen gennem kameralinsen kan dog også blive negativ, hvis man skal se på noget voldsomt.

På en virtuel safaritur blev deltagere bedt om at tage fotos af en flok løver, der angreb en vandbøffel. Og der forstærkede kameraet den uhyggelige oplevelse, mente nogle af deltagerne i forskningsprojektet, der er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology.

Men alt i alt er konklusionen stadig, at der ikke nødvendigvis er nogen grund til at gemme kameraet væk, når det gælder ens egen sanseoplevelse.

Forskningen siger dog ikke noget om, hvorvidt det ødelægger familiens og venners oplevelse af ens nærhed, når man oplever verden gennem et kamera.